Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


70-årig vandrer gennem Europa: Torsdag gik turen fra Horsens til Vejle

Joseph Koot er på vandretur gennem hele Europa. Onsdag gik turen fra Skanderborg til Horsens, og torsdag fra Horsens til Vejle. Oppakningen på ryggen vejer ca. 10 kg, og han går mellem 25 og 40 km om dagen, inden han finder et sted at overnatte. Det sker sædvanligvis på vandrerhjem. Foto: Ingeborg D. Faurholt

70-årig vandrer gennem Europa: Torsdag gik turen fra Horsens til Vejle

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Joseph Koot læste for 40 år siden en bog, der førte til ideen om at gå på kryds og tværs af det europæiske kontinent.

Vejle/Horsens: Joseph Koot stikker hovedet ind i Lagkagehuset på Sønderbrogade i Horsens. Han spørger om vej til Vejle. En vej, der skal tilbagelægges til fods vel at mærke.

Den 70-årige canadier er på vandretur gennem det meste af Europa. Efter en overnatning og optankning af et solidt morgenmåltid på vandrerhjemmet i Horsens, er han klar til torsdagens etape: 39 km fra Horsens til Vejle.

Kimen til det lidt usædvanlige foretagende blev lagt for 40 år siden. Da læste Joseph Koot en bog, der bogstavelig talt kom til at sætte sig spor.

- Bogen handlede om nogle mænd, der i 1800-tallet konkurrerede om at gå hurtigst fra Canadas østkyst til vestkyst. Ideen om at gå tværs gennem hele landet fascinerede mig, og jeg tænkte, at det kunne jeg gøre, når jeg gik på pension, fortæller den nu 70-årige pensionerede sygeplejerske, der er bosat ved Canadas østkyst.

Han kom aldrig til at gå tværs gennem sit hjemland. Han vurderede, at store dele af det vestlige Canada er en tand for øde. I stedet kastede han sin traver-kærlighed på Europa, og som 60-årig landede han i Portugal, fast besluttet for at gå skridt for skridt gennem det europæiske kontinent. Han nåede dengang at tilbagelægge 106 km.

Det er ikke let at vandre. Jeg har altid bøvl med maven, og nu har jeg fået en vabel på min lilletå. Det er hårdt, men det mest vidunderlige er, når jeg efter dagens etape stiller mig under en varm bruser på vandrerhjemmet.
Joseph Koot

Blev overfaldet i park

- Jeg overnattede i telt i en dejlig portugisisk park ved et ældrehjem, men midt om natten blev jeg overfaldet af en bande. De slog og sparkede, så jeg fik blod overalt, og de stjal min rygsæk med hele min oppakning. Også mit kamera skar de fra mig med knive, fortæller Joseph Koot.

I første omgang fik den dårlige oplevelse ham til at tage rejse hjem med første fly.

- Men jo mere jeg tænkte over det, des mere fik jeg behov for at tage tilbage og gøre arbejdet færdigt, siger han.

Og som tænkt, så gjort. Året efter stod han igen i Portugal. I selvsamme park - her, hvor nogen prøvede at standse ham, ville han bevise, at han ikke er til at stoppe.

-  Jeg er en stædig rad, siger han.

Vandreturen fortsatte, og den har nu varet i 10 år - til og fra.

Gensyn med barndommens gade

Flere gange har Joseph Koot efterladt familien i Canada - den forstående og støttende hustru, Joanna, fem børn og otte børnebørn - for at genoptage sit europæiske eventyr.

I bidder har han tilbagelagt mere end 4000 km fra Portugal til det nordøstlige Letland. Turen gik bl.a. gennem den gade i Holland, hvor Joseph Koot blev født og boede de første syv år af sit liv, indtil familien emigrerede til Canada.

Næste mål er en mere end 2000 km lang tur fra Danmark i nord til Grækenland i syd.

- I denne omgang har jeg afsat to måneder. Jeg lagde ud fra Grenen 30. april, og jeg forventer, at jeg på de to måneder når til Ljubljana i Slovenien, fortæller han.

Formentlig næste år vil han vende tilbage for at tage sidste bid.

- Og er du så færdig?

- Ja.

- Det tror jeg da, tilføjer han med et grin.

- Ellers er jeg vist mere skør, end jeg har lov til. Jeg er jo fyldt 70 i marts. Da mine forældre var 70, var de virkelig gamle.

Nej tak til tog og færger

Måske skal pensionist-tiden efterfølgende gå med at skrive en bog om sidste del af turen.

Joseph Koot er allerede forfatter til tre bøger. Én af dem omhandler vandreturen fra Portugal til Letland. Ud over overfaldet i den portugisiske park byder den på lutter gode oplevelser, fortæller han.

I en lille gul lommebog har han sirligt noteret sig de daglige ture, siden han 30. april lagde ud fra Grenen. Når vandreren sætter sin fod i det sydlige Grækenland, har han sat spor i Europa både på kryds og på tværs.

- Det er faktisk vigtigt for mig, at jeg har sat mine fødder hele vejen. Jeg gik en omvej på 20 km i stedet for at tage en færge 200 meter, og da jeg engang på min anden tur blev overtalt til at tage et tog på en strækning på 60 km, gik jeg efterfølgende tilbage for at gå turen selv og sætte mine fodspor.

- Hvorfor jeg har det sådan, kan jeg ikke forklare. Ikke ud over, at jeg som sagt er stædig. Ellers skal der nok en psykolog til at finde ud af det, siger han og griner.