Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


16 legesoldater blæste til kamp med maling i Rold Skov

De faldt næsten i ét med omgivelserne, men også kun næsten. Kenni Christensens hold måtte da også se sig slået af deres blåklædte modstandere i dagens første opgør. Foto: Lars Juul

16 legesoldater blæste til kamp med maling i Rold Skov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lørdag var der byfest i landsbyen Sejet. Dagen startede med paintball-krig i udkanten af Rold Skov.

Sejet: Man kan levende forestille sig, hvordan det må være at dø derinde i skovbunden.

Kun lyden af stilhed, fuglene, myggene, vinden og så pludselig en gren, der knækker, når fjenden lister sig nærmere med fingeren på aftrækkeren.

Kl. 10.13 faldt de første skud i udkanten af Rold Skov ved Sejet, da 16 soldater lørdag formiddag udkæmpede den ene drabelige ildkamp efter den anden. Heldigvis var det hele for sjov, selv om det gør hulens ondt og efterlader mærker: Gule af maling på tøjet. Blå og røde af den slags, der kommer indefra, på huden.

Der var fest i landsbyen, og i år havde man valgt at gentage en aktivitet, som man havde succes med to år i træk for 10 år siden: paintball.

Blandt deltagerne var Kenni Christensen, som er medlem af Sejet Borgerforenings bestyrelse. Sammen med de andre deltagere, som talte mænd og kvinder fra 16 år og op, mødtes de ved kroen kl. 9.30, og herfra kørte de i samlet flot til udkanten af det skovstykke, som de havde fået lov at låne af Tage Augustesen.

Ja, det gør ondt, men vi havde det skidesjovt! Selv om vi kæmpede mod hinanden, og nogle blev ramt mere end andre, vandt vi alle sammen i sidste ende.
Kenni Christensen, paintball-spiller

"Friendly fire" er ilde set

Der blev udleveret masker, skihuer, handsker, heldragter, et våben og 100 små kugler pr. mand, og så skulle der inddeles hold.

- Jeg tror, der er nogle venner, der gerne vil skyde hinanden. Andre vil gerne kæmpe sammen, men kan du ikke bare inddele os i hold, spurgte Kenni Christensen instruktøren fra paintballfabrikken.dk, der ligger i Tørring. Og jo. Det kunne han godt.

- Satans! Det var dig, jeg helst ville ramme, udbrød én af deltagerne inde bag masken, da han kom på hold med en veninde.

Han fik ikke mulighed for at skyde hende i den her omgang, for "friendly fire" er ilde set. Faktisk må man helst ikke stå tættere end tre meter på sin modstander, når man trykker af, for der er knald på, når gasvåbenet sender maling-kuglerne afsted.

Man er kun død, hvis man bliver ramt i hovedet eller på overkroppen, fik deltagerne at vide, men i kampens hede er den slags svær at følge med i. Når der bliver skudt på én, besvarer man det. Ellers får man prygl.

Således kunne man fra sidelinjen med Sejet i ryggen og skoven foran sig høre, hvordan krigen udviklede sig, og mellem træernes stammer kunne man spotte deltagerne. Nogle fór aggressivt frem, mens andre krøb afsted langs skovbunden.

Kl. 10.22 kom Kenni Christensen som den sidste af de fire på hans hold ud med hænderne over hovedet. Han var ramt. Død. Ude af spillet.

Det blå hold sejrede i sikker stil med to overlevende i brødrende Patrick og Mads Emil Dahl, men selv om Kenni og co. endte som tabere i første runde, var det ikke den fornemmelse, han stod tilbage med.

- Bestemt ikke. Det her har været en stor succes. Vi har allerede snakket om at gentage det næste år, fastslog han.