Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Jehovas Vidner rykker fra Hedensted til Vejle: Penge fra boligsalg kanaliseres til udlandet

Jehovas Vidner har haft en rigssal i Hedensted siden 1955. Først på Hedebogade, og siden 1973 på Blikfanget. Her mødes de 80 vidner to gange om ugen, torsdag og søndag, hvor de blandt andet synger, beder, lytter til bibelske foredrag, diskuterer forskellige kapitler i Bibelen og øver sig i at blive bedre forkyndere. Fremover kommer det dog til at foregå i Vejle, da rigssalen i Hedensted er solgt. Foto: Martin Ravn

Jehovas Vidner rykker fra Hedensted til Vejle: Penge fra boligsalg kanaliseres til udlandet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hedensted - Siden 1955 har en lokal afdeling af Jehovas Vidner holdt møder i Hedensted. Men fra på søndag er det slut.

Da rykker menigheden til Vejle, hvor de 80 lokale vidner fremover vil mødes to gange om ugen.

Flytningen skyldes ikke, at der er blevet færre vidner i Hedensted-området - der har faktisk aldrig været flere - men er et led i en overordnet strategi om at udnytte pladsen bedre.

- Jehovas Vidner har flere rigssale rundt om i landet, som ikke bliver brugt ret meget. Vi bruger for eksempel kun rigssalen i Hedensted til vores to ugentlige møder. I Vejle er der to rigssale, der deles af fire menigheder, og der er altså også plads til os, siger Poul Erik Møller, som er koordinator i ældsterådet i menigheden i Hedensted.

5000 nye vidner om ugen

I Danmark har Jehovas Vidner haft en lille nedgang i medlemstallet - eller antallet af forkyndere, som de selv kalder det - set over en 25-årig periode. Fra godt 16.000 medlemmer i begyndelsen af 1990'erne til knap 15.000 i dag.

Men på verdensplan vokser trossamfundet hurtigt.

- Der kommer ca. 270.000 nye hvert år, og det svarer til 5000 om ugen. Det er især i Afrika, Østeuropa og Sydamerika, der sker noget, siger Poul Erik Møller.

Det stærkt stigende medlemstal gør, at der er behov for mange nye rigssale i udviklingslandene, og det er faktisk den underliggende årsag til, at rigssalen i Hedensted er blevet solgt.

- Pengene fra salget bliver kanaliseret videre til de steder, hvor der er brug for nye sale. Og for os i Hedensted betyder det ikke så meget at køre til Vejle i stedet, siger Poul Erik Møller.

Banker stadig på

Selvom menigheden fremover holder møderne i Vejle, vil vidnerne stadig være aktive i lokalområdet.

Det er en væsentlig del af deres tro og livsførelse at forkynde. Man kan faktisk ikke være Jehovas Vidne uden at deltage i forkyndelsesarbejdet.

Derfor bliver de ved med at banke på fremmede døre og kontakte mennesker i lokalområdet med budskabet om Jehova - også selvom det ikke altid er nemt.

- Det er da grænseoverskridende at banke på hos fremmede mennesker, for man ved jo ikke noget om, hvilken livssituation de står i lige på det tidspunkt. De fleste siger nej tak. Men vi bliver ved, fordi det er vigtigt. Vi tager Bibelens ord alvorligt, siger Poul Erik Møller.

Søger ligesindede

Det med at tage Bibelens ord alvorligt betyder ifølge Jehovas Vidner også, at man ikke flytter sammen, før man er gift, at ægteskabet er bindende, og at man i vid udstrækning også har sin vennekreds blandt mennesker med samme værdinormer.

- Det er jo meget naturligt, at man søger sammen med dem, man har et fællesskab med, og for os er det et meget vigtigt fællesskab. Det er ikke ligesom at være medlem af en badmintonklub, hvor man kommer hver torsdag. Det er noget, som er grundlæggende i vores liv - det er vores liv, siger Poul Erik Møller.
Fakta

Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er et internationalt trossamfund, hvis teologi og religiøse praksis på væsentlige punkter afviger fra de katolske og protestantiske dogmer, der ikke anerkender Jehovas Vidner som kristne. Jehovas Vidner opfatter deres tolkning af Bibelen som meget bibelnær og som den direkte åbenbaring af Guds ord.

Trossamfundet udspringer fra adventisterne i USA i slutningen af 1800-tallet. Jehovas Vidner har i dag cirka 8,3 millioner medlemmer på verdensplan, fordelt over cirka 119.000 menigheder.

Jehovas Vidner er et forholdsvist lukket samfund, der i overensstemmelse med sin bibelske fortolkning til en vis grad begrænser sociale kontakter med mennesker uden for deres eget samfund. Det er ikke vellidt at pleje nære venskaber med anderledes-troende, som kan "øve en negativ indflydelse".

Jehovas Vidner afholder flere møder fordelt hen over en uge. Medlemmerne bestræber sig altid på at være til stede ved Midtugemøde og Weekendmødet. Disse møder foregår i rigssalene. Der er fri adgang, og der optages ikke kollekt. Alle møder indledes og afsluttes med sang og bøn.

Forkyndelsesarbejde er en vigtig del af at være Jehovas Vidne. Det opgives fra trossamfundet, at der i dette arbejde i løbet af et år 2014-15 blev anvendt 1,93 milliarder timer, hvilket vil sige, at hvert Jehovas Vidne i gennemsnit bruger irka 22,49 timer om måneden på at forkynde. I Danmark cirka 13,71 timer om måneden.