Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Golfklub kan ånde lettet op: Millionstøtte er på vej til presset klub

Bobler i glassene i Juelsminde Golfklub efter at en række samarbejdsaftaler var underskrevet. Klubbens bestyrelse og ledere fejrede aftalerne sammen med repræsentanter fra Palsgaard A/S og Hedensted Kommune. Foto: Mette Mørk

Golfklub kan ånde lettet op: Millionstøtte er på vej til presset klub

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med hjælp fra Palsgaard A/S og Hedensted Kommune er driften af Juelsminde Golfklub sikret de næste mange år.

Juelsminde: Champagnepropperne sprang i cafeen i Juelsminde Golfklub onsdag eftermiddag.

Efter flere år med usikkerhed på grund af økonomiske vanskeligheder, blev det ved en underskriftsceremoni markeret, at fremtiden nu er sikret.

- Det er den 9.8. 2017, og det er en historisk dag, sagde bestyrelsesformand Jens Stenhøj, da flere vigtige aftaler skulle underskrives.

Klubben har indgået en sponsoraftale med Palsgaard A/S om to millioner kroner, der falder i portioner af 200.000 kroner årligt de næste ti år, og fornyet lejekontrakten - også for ti år.

Dertil kommer en ny aftale med Hedensted Kommune om langsom afvikling af klubbens lån - og måske vigtigere endnu: en kommunal tilskudsaftale om betaling af klubbens ejendomsskat, der beløber sig til 180.000 kroner årligt.

Dermed er klubben ligestillet med Hedensted Golfklub, der som lejer på kommunal jord ikke har betalt ejendomsskat.

Jeg håber, vi med de nye tiltag har skabt fundamentet for om ikke en god økonomi så dog en holdbar økonomi for golfbanen i de næste år.
Birger Brix, koncerndirektør, Palsgaard A/S.

En decideret redning

Aftalerne er kommet i stand efter en langstrakt forhandlingsproces, og bestyrelsesformand Jens Stenhøj lægger ikke skjul på deres betydning.

- Det her er en decideret redning. Hvis ikke vi havde fundet en løsning, så havde vi tømt vores klubkasse inden for tre år. Derfor er det dejligt, at vi får denne fantastiske opbakning fra Palsgaard og Hedensted Kommune. Vi har virkelig fundet hinanden, sagde han onsdag, efter at underskrifterne var sat.

Skulle være holdbart

Klubbens økonomiske vanskeligheder har været kendt længe. At et samlet byråd i Hedensted Kommune har valgt at give en hånd nu, skyldes, at man med Palsgaards støtte fik vished om, at klubben faktisk har en fremtid.

- Det skulle være økonomisk bæredygtigt og gangbart. Nu er det blevet klart for os, og så er vi også parate til at bidrage til, at klubben kommer ud af den svære situation, sagde borgmester Kirsten Terkilsen (V), der sammen med udvalgsformand for Fritid og Fællesskab, Liselotte Hillestrøm (S), repræsenterede Hedensted Kommune ved ceremonien.

Har fået styr på café

Dalende medlemstal og dårlig cafedrift samt påtrængende renoveringsopgaver er baggrunden for klubbens problemer. I år har medlemstallet været fastholdt omkring 700 fuldtidsmedlemmer, og cafédriften er der kommet styr på.

- Vi opdagede problemerne med caféen for sent, og det var for dårligt af os. Sådan er det. Nu har vi fået et nyt, fantastisk personale, og vi forventer at komme ud af året med et lille overskud, sagde Jens Stenhøj.

Han håber, at medlemstallet kan nærme sig tidligere højder og stige til 800 fuldtidsbetalende i de kommende år.

- Men som er det nu, kan vi overleve, bibeholde banens kvalitet og også investere en smule i forbedringer, sagde den tilfredse formand.