Syret sort og sindssygt sjov

Film Krøblinge i kørestol og med træben. En pjokket, skydegal hjemmeværnsmand. Alkoholisme. Et træ, der vælter og dræber. En gips-arm, der udløser heil-hilsner. Dialyse. Salvelsesfuldt frelste Jehovas vidner. Masser af åben, mislykket sex. Er det morsomt?

En handling, der er centreret om en vulgær, fordrukken storryger, hvis nyresvigt gør en transplantation nødvendig i en fart, uanset hvordan organet fremskaffes. Er det underholdende?

Det er netop svaret på disse to spørgsmål, der afgør, om man vil elske eller hade den vildt provokerende og skingrende politisk ukorrekte spillefilmsudgave af tv-serien "Lærkevej".

Jeg var - og er stadig - begejstret for manuskriptforfatter Mette Heenos dødsforagtende mod til at trampe på alle ligtorne, udbasunere alt intimt og sparke til alle hellige køer med sin grove humor.

For dem, der kender tv-serien, vil dette originale, uhellige miks af vanvittige elementer puttet ind i en helt normal dagligdag på en helt normal villavej ikke komme som en opruskende originalitet, men filmen forstørrer seriens mange, små "specialiteter" og tilføjer nogle fine nye.

Det er bare ærgerligt, at den bedste af disse: At lade vejen opstå, personerne præsenteres, og ondskaben varsles som i en "pop-op"-bog med grove akvareller på udskårne papstykker, droppes efter ca. 15 minutter.

Syg og sjov

Præcis som i serien lever alle skuespillerne sig ind i de sære rollefigurer og forsvarer dem med næb og klør, hvilket gør både dem og de vanvittige forløb, de agerer i, helt logiske og troværdige inden for handlingens eget univers.

De fleste af seriens bifigurer er skåret bort, og der fokuseres her på to af parrene. Som nævnt er omdrejningspunktet, at Elisabeth (Søs Egelind) har drukket sine nyrer i stykker og hurtigt skal have en ny. Hendes nye sambo, hjemmeværnsmand Torben (Søren Spanning), går straks i gang med at skaffe en. Samtidig er to af vejens ørige beboere, Kim (Henrik Prip) og Astrid (Anette Støvelbæk) travlt optaget af at forsøge sig med partner-bytte.

Ned i dette sære parcelhussamfund dumper så en sand Jehovas engel: Ulideligt frelst, totalt afholdende, konstant missionerende, men sikkert også med en supersund nyre ...

Som med "MASH" og "Sex and the Cit", tv-serier, der også blev transformeret til spillefilm, gives her heller ingen introduktion og ingen indføring i handling eller personer.

Kender man serien, føler man sig straks hjemme, og har man intet set af denne, kan man stadig nyde - eller hade - de sygt-sjove begivenheder og den provokerende politiske ukorrekthed, der blomstrer langs alle hække på Lærkevej.