Varmer hjerter og flytter fordomme

De er mor og søn og har i alle Dennis' 38 leveår levet alene sammen i den hjort-ved-skovsø-, røvballegardin- og Amagerhylde-prydede villa i Rødovre.

At Dennis ikke ligefrem har succes hos de danske kvinder, demonstreres tydeligt ved en pinlig middags-date med en af pigerne fra motionscenteret.

Ved sin fætters bryllup med en blidt underdanig thai-pige opdager Dennis, hvor ensom han er, så fætter skaffer kontakt til manden, der 'skaffede' fætters nye kone.

Her har vi altså bodybuildede, tatoverede Dennis fra det smagløse parcelhus på vej til Thailand for at gafle sig en villig thai-pige.

Mon ikke fordommene hos de allerfleste allerede står opmarcheret i kolonner? Og så væltes de alle om kuld af Mads Matthiesens fine historie, som han forløser med sikker sans for effektive kontraster skildret med omhyggelig, fantasifuld og mediebevidst visualitet.

Handlingen giver rigtig meget at mores og røres over og en del at reflektere over, men er aldrig det mindste ydmygende ondskabsfuldt nedladende, hvilket er typisk for filmens stil og stemning: Pudsige, genkendelige problemer, der opfordrer til ømhed og medfølelse, aldrig hån eller nar.

Menneskelig indsigt

Det siger sig selv, at da jomfruelige Dennis når frem til Pattayas kødmarked, hvor svedige, liderlige, hvide mænd klistrer sig til påtrængende, pengebegærlige, lysebrune piger, bliver forløbet ikke det vanlige: For det er ægte kærlighed og en lille bid realistisk lykke, den store fyr ønsker.

Historien er opbygget omkring Dennis (som Matthiesen introducerede i sin kortfilm af samme navn) hans bevidstgørelse, udvikling og udfrielse, og filmen står eller falder med ham.

Tro mig: Den står!

Måske er Kim Kold ikke verdens største skuespiller-talent, men han er nok verdens største skuespiller: Hans mega-trænede kæmpekrop rummer et smukt, varmt hjerte, hans maskulint markerede ansigt en medmenneskelig medfølelse og forståelse, som er akkurat udtryksfuldt nok til at formidle forløbet enkelt og troværdigt. Som hans mor er Elsebeth Steentoft på kanten af 'for meget', men ikke over den.

Amatørisme er bestemt ikke automatisk lig med autenticitet, men her fungerer samspillet mellem amatørerne som "sig selv" - alle spillerne fra Dennis til Toi er amatørskuespillere - og en enkelt professionel skuespiller, Elsebeth Steentoft som 'mor', ubesværet realistisk.

En uprætentiøs og ærlig film, lavet med stor menneskelig indsigt og forståelse, og som derfor morer, underholder og bevæger.