'War Horse' er svulstigt, klassisk og storslået Spielberg

Store historier tager lang tid at fortælle grundigt, indlevet og forståeligt, og derfor er 'War Horse's spilletid på næsten to en halv time ikke spor for meget.

Det er der til gengæld en del andet, der er, i Steven Spielbergs episke storfilm, og lille Danmark kan prale af at have en mand i hver lejr af denne ujævne, men overvældende kæmpeproduktion: Danskafstammede Niels Arestrup som godhjertet, fransk bedstefar i afdelingen for handlingsbanale dialogscener og Nicolas Bro som godhjertet, tysk soldat i afdelingen for hjerteskærende, krigsoptrin.

Et eksempel på forskelligheden findes i tre væsentlige, sammenhængende scener: Den hæsligste og mest smertefulde er, da hovedrollehesten, Joey, i sin paniske flugt gennem ingenmandsland med ligfyldte granathuller mellem de engelske og tyske frontlinjer ved Sommes fanges i og flænses op af pigtråden.

Symbol

Den lidende, blødende hest fungerer derefter som 'juleaften'-symbolet, hvor fjendtlige soldater fra alle hære mødes i fred, forståelse og forbrødring om en gribende oplevelse.

Den nu befriede, sårede hest føres til lazarettet bag fronten, hvor chef-kirurgen straks forlader horden af lemlæstede og døende soldater for at undersøge den.

Det er disse tre forskellige stemnings- og fortælleformer, stormester Spielberg lader kollidere:

Krigens chokerende, frastødende og dragende væsen af pittoresk gru, dræbende skønhed og heroisk nedslagtning, den rene, ægte, smukke sentimentalitet, som rammer lige i hjertekulen, og det helt usandsynlige, som skæmmer ved sin naive patos.Fra første scene trækkes de gamle, slidte klicheer skarpt op: Den ondskabsfulde, griske godsejer, som konstant truer og ydmyger den stolte, stædige bonde og hans forslidte, loyale kone.

Her resulterer den fordrukne, men stolte bondes stædighed i, at han overbyder sin herremand og får købt en pragtfuld, men totalt landbrugs-uegnet racehingst.

Til krigshest

Hans søn Albert (den fint debuterende Jeremy Irvine) får med tålmodig kærlighed tæmmet og trænet det ædle og kloge dyr, som han døber Joey, blot for at se hesten blive skibet af sted som krigshest i første verdenskrigs ufatteligt hæslige nedslagtninger i Frankrig.

Filmen følger så Joeys pinefulde vej gennem krigens gru fra start til slut, 1914-18, pint og plejet af henholdsvis onde og gode mennesker, frem mod den voldsomt patetiske slutning, hvor de overlevende mødes som ældede, men håbefulde silhuetter mod en overdrevent smuk, glødende solnedgang.

Alt så stærkt og skamløst sentimentalt som i de gamle Hollywood-dage.

Steven Spielberg er 'navnet', der sælger denne klassiske pragtproduktion, rollerne spilles af solide, velvalgte talenter, men det, der er brændt fast i erindringen efter de to en halv time, er den pragtfulde, kloge og imponerende veltrænede hest, og sådan skal det også være: Det er jo den, det hele handler om.