
Instruktion: Chris Gorak
Medvirkende: Emie Hirsch (Sean), Olivia Thirlby (Natalie), Max Minghella (Ben), Rachael Taylor (Anne)
Censur: Tilladt for børn over 11 år
Længde: 1 time og 29 minutter.
Filmen har premiere torsdag den 12. janaur i bl.a. Megascope i Horsens.
AnnonceKlik for stor annonce
Det eneste spørgsmål, filmen søger at svare på, lader til at være: Når verdens undergang er nær, gad du så være i en prætentiøs russisk natklub?
Nej, fremtidsudsigterne for verden er bestemt ikke gode, da vores planet bliver invaderet af rumvæsener i denne nyeste amerikanske skræk-sci-fi, og en lille gruppe af unge, smukke amerikanere må kæmpe for at overleve.
De unge er i Moskva af forskellige årsager. To unge mænd, spillet af Emile Hirsch (kendt fra "Into The Wild" samt "Milk") og Max Minghella, har lavet en iPhone-app, hvor yngre backpackere kan finde gode steder at gå i byen, og den idé skal sælges i Rusland.
På en natklub møder de to amerikanske piger, spillet af Olivia Thirlby (kendt fra "Venskab med fryns") og Rachel Taylor.
De to unge kvinder bruger app'en, og således er der jo noget at snakke om. Men ak, elektriciteten går pludselig i Moskva, og samtidig svæver små lysende skyer ned fra himlen og ødelægger alt omkring sig.
Underligt uforløst
Vores helte må flygte fra hus til hus gennem Moskva. Hurtigt lærer de at gemme sig bag el-pærer og gennemsigtigt glas, som rumvæsnerne ikke kan se igennem.
Hvorfor de ikke kan det, forstår vi ikke, men det giver nogle gode billeder, når den skjulte fjende, der ikke kan se menneskene, alligevel formår at destruere alt og alle på et øjeblik.
"The Darkest Hour" er hele vejen igennem besynderligt sammensat. Det er, som om der ikke er nogen sammenhæng mellem det, personerne siger, og det de gør.
F.eks. bliver Emile Hirschs figur præsenteret som en festgal fyr, der ikke har forstand på andet end smarte bemærkninger og gode steder at gå i byen. En time inde i filmen har han så pludselig stor indsigt i fysik og ikke mindst verdensordenen.
Ligner animation
Det hele er så klichéfyldt og tykt, at man næsten ikke kan forstå, det er den erfarne og dygtige art director (personen med ansvar for det visuelle udtryk i en film) Chris Gorak, der står bag.
Gorak har skabt billederne i moderne filmklassikere som "Fear and Loathing in Las Vegas" og "Fight Club". Men i "The Darkest Hour" er selv 3d'en dårlig, fordi den får billederne fra Moskva til at ligne computeranimationer på trods af, at filmen faktisk er skudt i Ruslands hovedstad.
Gudskelov har Gorak i Hirsch og Thirlby fundet to karismatiske skuespillere, der kan trække filmen lidt op. Og gudskelov har producerne bag "The Darkest Hour" fanget, at filmens potentiale ikke er til mere end halvanden time.
Selvom den undervejs føles noget længere end det.
Søndergade 47
DK-8700 Horsens
Tlf. +45 7627 2000
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Personoplysninger