Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tillidsmand har fået advarsel: Nu strejker slagteriansatte igen

39-årige Klaus Olesen har været tillidsmand på Danish Crown i Horsens siden 2014. Nu har han angiveligt fået en skriftlig advarsel fra ledelsen, og det fik fredag morgen kollegerne til at lægge kniven. Arkivfoto: Mette Mørk

Tillidsmand har fået advarsel: Nu strejker slagteriansatte igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En skriftlig advarsel til tillidsmanden for udtalelser i forbindelse med strejken for nylig har igen fået ansatte på Danish Crown til at nedlægge arbejdet.

Egebjerg: Nu strejker slagteriarbejderne på Danish Crowns svineslagteri i Egebjerg ved Horsens igen.

Horsens Folkeblad erfarer, at slagtekæden som første led har holdt fagligt møde og nedlagt arbejdet fredag morgen. Ifølge avisens oplysninger har de øvrige hold efterfølgende også nedlagt arbejdet og er gået hjem. Det betyder, at ca. 800 ansatte strejker fredag.

Tillidsmand Klaus Olesen bekræfter arbejdsnedlæggelsen, men ønsker i denne omgang ikke at sige mere:

- Af frygt for repressalier fra ledelsen tør jeg ikke udtale mig nærmere, siger han.

Ifølge Horsens Folkeblads kilder strejker de slagteriansatte, fordi tillidsmanden har modtaget en skriftlig advarsel fra ledelsen. Den er angiveligt faldet på baggrund af udtalelser til pressen i forbindelse med konflikten, der for nylig verserede omkring tidspunktet for overenskomst-afstemningen. Udtalelser, som ledelsen har fundet illoyale og konfliktoptrappende, lyder det fra avisens kilde.

Strejke og sommervejr - Danish Crown sender svin sydpå

Personalesag

Slagterikoncernens pressechef Jens Hansen bekræfter, at ansatte i Horsens er gået hjem, og at produktionen står stille.

Adspurgt bekræfter han også avisens oplysninger om årsagen til arbejdsnedlæggelsen.

- Men det er en personalesag, og af helt naturlige grunde kan jeg derfor ikke kommentere yderligere, siger han.

Fredag morgen er det alene slagteriet i Horsens, der er ramt af strejke.

- Jeg har ikke hørt om andre afdelinger endnu, siger pressechefen.

Kl. 9.40 er artiklen opdateret med oplysningen om, at alle arbejdshold på slagteriet er omfattet af strejken.