Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Pris for rummelighed har skabt stolthed på gymnasium

Mari Alouch kom sidste år i tre måneders virksomhedspraktik på Odder Gymnasium. Efterfølgende blev han ansat 20 timer om ugen i gymnasiets kemi- og fysikafdeling. Arkivfoto: Morten Pape

Pris for rummelighed har skabt stolthed på gymnasium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Odder Gymnasium har aldrig haft en bevidst strategi om at være en rummelig arbejdsplads. Derfor er prisen også desto mere glædeligt overraskende, siger rektor Lars Bluhme.

Det Lokale Beskæftigelsesforum
Det lokale Beskæftigelsesforum (LBF) uddeler hvert år en pris til en arbejdsplads, der tydeligt gør en forskel for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked i Odder Kommune.Prisens formål er at sætte fokus på den indsats, som mange arbejdspladser yder for, at ledige, flygtninge, sygemeldte og andre med begrænsninger i arbejdsevnen kan få en rolle at spille på arbejdsmarkedet.

LBF består af repræsentanter fra DA i Odder, to fra virksomheder, tre fra LO, samt repræsentanter fra Udvikling Odder, Dansk Handicapforbund og fra Skanderborg-Odder Center for Uddannelse og Niels Rosenberg fra byrådet.

Odder: Tre flygtninge kom i praktik på Odder Gymnasium efter sidste års matchmaking mellem flygtninge og arbejdspladser. Derfor fik Odder Gymnasium tirsdag eftermiddag prisen som Årets Rummelige Arbejdsplads 2017 i Odder Kommune.

- Jeg er rigtig glad for prisen. Og også lidt overrasket, siger gymnasiets rektor Lars Bluhme.

Når han er overrasket, skyldes det, at man på gymnasiet aldrig har tænkt over, at man var en særligt rummelig arbejdsplads, når man gav nogle mennesker muligheden for et praktikforløb.

- Det har ikke været et parameter for os, men det er bare blevet sådan, fordi de har løst nogle problemer for os, siger Lars Bluhme og understreger, at der ikke er tale om velgørenhed fra gymnasiets side.

- Vi har også danske ansatte under forskellige ordninger, paragraffer og fleksordninger. Fordi det giver mening for os.

Fokus på socialt ansvar

Det er Jobcentret i Odder, der har indstillet Odder Gymnasium til prisen på baggrund af de tre aftaler om virksomhedspraktik, som gymnasiet indgik efter første matchmakingarrangement:

Den ene af de tre syriske flygtninge kom i tre måneders virksomhedspraktik 20 timer om ugen som ansvarlig for vedligeholdelsen af skolens kemi- og fysiklaboratorie. Efterfølgende etablerede gymnasiet en fast stilling på 20 timer om ugen.

En engelsklærer fra Syrien, fik mulighed for tre måneders virksomhedspraktik på gymnasiet, hvor hun arbejdede som en slags hjælpelærer i engelsktimerne. Praktikken var et springbræt videre. Hun er nu på SU og i gang med at blive engelsklærer i Danmark.

En tredje kom i praktik som pedelmedhjælper på Gymnasiet. Der var ikke mulighed for en ordinær ansættelse bagefter. Han er nu i gang med en løntilskudsansættelse i en butik.

- Det gælder for alle tre forløb, at Odder Gymnasium engagerede sig i dialogen med jobcentret, og der blev lagt vægt på, at der blev skruet en praktik og et arbejde sammen, som gav mening både for den enkelte og Gymnasiet, lyder det i indstillingen fra Jobcentret.

- Det har ikke været en strategi at tage et socialt ansvar. Men vi har selvfølgelig en forpligtelse som stor arbejdsplads. Det vil vi have mere fokus på fremadrettet, for vi er faktisk rigtig stolte af det, siger Lars Bluhme.

1. marts i år lagde Odder Gymnasium hus til det næste matchmaking arrangement for både flygtninge og etniske danskere, uagtet at gymnasiet ikke selv skulle ansætte praktikanter.

- Det er i sig selv et godt udtryk for, at man ønsker at bakke op om rummeligheden, og rektor Lars Bluhme sagde alligevel ja, da en flygtning henvendte sig til ham - det siger vel alt, sagde Niels Rosenberg (K) i sin tale, da han som formand for beskæftigelsesudvalget og det lokale beskæftigelsesforum (LBF), uddelte prisen.

- Vi er ikke i tvivl om, at både medarbejdere og ledelse er sammen om at skabe en god arbejdsplads, også for dem på kanten af arbejdsmarkedet, tilføjede Niels Rosenberg.

Med prisen følger 15.000 kr., som ledelse og medarbejdere kan bruge frit.