Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Svinehunden


Svinehunden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde
Michael Nørgaard
Debat. 

Vagabonder! Vatnisser! Væggetøjsbefængte varulve! Vandaler!

Jo, der blev gået til besværgelserne i Jørgen Sonnergaards legendariske - ret frie - oversættelser af den koleriske kaptajn Haddocks farverige ordbog. Men der er langt fra den i øvrigt renskurede reporter Tintins verden til i dag, hvor der er gået global opvarmning i ukvemsordene, når vi kommunikerer med hinanden - ikke mindst på de sociale medier.

Det er, som om den grænseløse mulighed for at give sit besyv med har fået proppen til at ryge af flasken med den dårlige ånde.

Senest har balladen om den "hemmelige" Facebook-side Offensimentum rystet offentligheden og sat vores konservative opfattelse af begrebet "god tone" under nyt pres. Siden har blandt andet gjort sig bemærket med opildnende opfordringer til at hetze navngivne personer.

Det er skræmmende, at der går mennesker frit rundt med så afstumpet forhold til andre mennesker. Som mobber af en eller anden blind lyst til at chikanere. Og at den slags sider kan få 100.000 medlemmer - selv om man skal inviteres ind først.

Da den lyssky side blev bragt frem i dagens lys, gik der ikke længe, før den journalist, der skrev om siden fik at vide, at man håbede, at der ville overgå hende samme skæbne som den svenske journalist Kim Wall...

Har grænsen for, hvad man kan tillade sig at sige virkelig flyttet sig så meget? Ikke kun i dette ekstreme tilfælde, men også i det hele taget, hvor man nogle gange godt kan forstå, at en del politikere i deres stille sind overvejer, om de gider udsætte sig selv for kontinuerlig tilsvining i fuld offentlighed.

En spritny undersøgelse viser, at fire ud af ti danske politikere har oplevet at blive truet på den ene eller anden måde.

Behjertede sjæle taler lettere hændervridende om, at nogen må skride ind over for "tonen" i debatten. Vel vidende, at det er en frådende tsunami af ord-slam, der skyller op over os - uden at man afgørende kan sætte sig til nødværge mod det.

Jo, man kan lukke sin Facebook-konto og lad være med at oprette sig som bruger af Twitter eller nogle af de andre muligheder for at komme i elektronisk kontakt med omverdenen.

Men skal man dermed underkaste sig simple bøller - åndsamøber, ville kaptajn Haddock kalde dem.

Hvor kommer den vrede fra? Er det den samme, blinde vrede, som har været medvirkende til at indsætte Donald Trump som præsident og som i Tyskland bl.a. giver AfD vind i sejlene?

En vrede over at føle sig talt hen over hovedet på af regnearks-politikere og et samfund, der kan føles så fjern og uvedkommende i det daglige?

Nogle gange kunne man godt forledes til at tænke, at politikerne selv har været med til at skabe dette mangehovedede uhyre, når de selv har skruet lidt rigeligt på spinknappen og gjort en politisk uoverensstemmelse til et personligt opgør. Det nærer "Slå først, Frede"-attituden og gør noget så knastørt som hverdagspolitik til et realityshow.

Det er så umanerligt let at give sit besyv med. At sende sine meninger i alle verdenshjørner. Og den enes mening er lige så gyldig som den anden i et samfund, der vrænger på næsen af autoriteter og ikke altid anerkende faktuel viden som et parameter, der kan afgøre en tvist.

Men diskussioner kan ikke altid vindes ved at råbe højest - eller sigte lavest.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at kaptajn Haddock ville ledsage sine melodiøse kaskader af ukvemsord med byger af tørre tæsk, hvis han mødte bagmændene bag Offensimentum.