Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


På høje tid at hele Danmark får bredbånd

Det kommer hele samfundet til gavn, når også landdistrikterne får bredbånd. Illustration: Jens Nex

På høje tid at hele Danmark får bredbånd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sammenhængskraft: Den økonomiske vækst skal være hele Danmark til gavn, ikke kun København og andre storbyer. Det er stort set alle politiske partier enige om, når skåltalerne holdes. Men nu skal vi fra ord til handling, så landdistrikterne kommer med. Efter sommeren vil regeringen præsentere sit udspil til en modernisering af teleforliget. Det nuværende forlig har som mål, at hele landet skal være dækket af højhastighedsbredbånd i 2020. Klima- Energi, og Forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt har imidlertid for nylig opgivet målet - vi når det ikke, siger han.

Men i Dansk Folkeparti mener vi, at det er afgørende at være mere ambitiøse på landdistrikternes vegne. Vi, der bor i landdistrikterne ved, hvor generende det er, når en bredbåndsforbindelse er langsom og dårlig. Endnu værre er det for erhvervslivet - for dem svækker det effektiviteten og dermed penge og arbejdspladser, at bredbåndsforbindelserne er langsomme. Hurtigt bredbånd er ganske enkelt en forudsætning for vækst i landdistrikterne.

Derfor er det vigtigt, at den kommende modernisering af teleforliget skaber grundlag for en fortsat udbygning af bredbånd herude hvor behovet er størst. Det kræver i Dansk Folkepartis øjne to ting:

For det første skal vi sikre, at det fortsat er rentabelt for teleselskaberne at investere i udrulning af bredbånd. Især i Syd- og Sønderjylland er der udrullet fibernet, så over 80 pct. har adgang til højhastighedsbredbånd. Hvis selskaberne fortsat skal have incitament til at investere i bredbåndsinfrastruktur eller investere i opgradering af eksisterende infrastrukturer, skal vi ikke tvangsåbne fibernettet nu og her. Vi skal tværtimod tilskynde til, at der er konkurrence mellem infrastrukturerne, så det gamle statsmonopol og nu 90% udenlandsk ejede TDC ikke sidder på det hele, men oplever konkurrence.

For det andet er det vigtigt, at det offentlige kan træde til med midler, når markedskræfterne ikke giver nok tilskyndelse til at investere i infrastruktur. Regeringen har forsøgt sig med den eksisterende bredbåndspulje, som har haft den pudseløjerlige effekt, at husstande i Storkøbenhavn har fået støtte, men ansøgninger fra landdistrikter er blevet afvist. Det går selvfølgelig ikke. I stedet bør vi skabe en model, hvor lån eller støtte til bredbåndsudrulning rettes derhen, hvor behovet er størst - nemlig til landdistrikterne. Det kan man gøre ved at give kommunerne i udsatte områder en større rolle i forhold til at sikre bredbåndsdækning. De skal på ingen måde drive teleselskab, men de kan etablere intelligente bredbåndsudbud baseret på deres enorme lokalkendskab.

Dansk Folkeparti ser frem til efterårets forhandlinger, hvor vi vil kæmpe landdistrikternes sag.