Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Læringsudbytte eller fordybelse? Red børnene fra regnearkene


Læringsudbytte eller fordybelse? Red børnene fra regnearkene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lektor, cand.pæd. i filosofi, Skovby Niels Jakob Pasgaard
Billede

I starten af det nye årtusinde, da de første resultater af OECD's PISA-undersøgelser blev offentliggjort, fremstod det, at den danske grundskole ikke var blandt verdens bedste. Det havde vi ellers gået og bildt os ind, men nu viste det sig, at den nærmere var middelmådig (i hvert fald på de målte parametre). De skuffende PISA-resultater førte til det såkaldte PISA-chok, som satte gang i en bevægelse, der fik politikerne til at rette fokus på det udbytte eleverne får af deres skolegang. Tidligere havde man politisk i højere grad haft fokus på, hvilket indhold eleverne skulle møde i skolen, men det blev nu nedprioriteret til fordel for et fokus på læringsudbyttet, fordi man fra politisk side ville være sikker på at få "nok for pengene".

Dette nye politiske fokus på læringsudbyttet er i dag effektueret i centralt formulerede og bindende kompetencemål, der beskriver de kompetencer, eleverne skal kunne udvise efter endt undervisning. Læringsudbyttet dokumenteres i digitale elevplaner, der beskriver den enkelte elevs læringsprogression ned til mindste detalje. Og det er ikke kun i folkeskolen, det forholder sig sådan; de kompetencebaserede læringsmål danner i dag grundlag for al undervisning lige fra folkeskolen til de videregående uddannelser. Alle steder er det synlige læringsudbytte, og ikke indholdet, i fokus. Nogle af mine egne studerende kender næsten kompetencemålenes krav bedre, end de kender de tekster, de læser til undervisningen, og de er konstant optagede af, om de er på rette vej i forhold til at opfylde dem. I 2014 kunne lederen af Danmarks Pædagogiske Universitet, Claus Holm, således udråbe et "Den indholdsstyrede didaktik er død, længe leve den læringsmålstyrede didaktik" på lederplads i magasinet Asterisk.

Fokusskiftet fra indhold til udbytte er altså skubbet frem af bange og frygtsomme politikere, der vil sikre, at vi også i fremtiden kan klare os i den internationale konkurrence. Således kan man i den politiske aftale om skolereformen fra 2013 læse, at det er "... centralt, at alle elever får mulighed for at udfolde deres potentiale fuldt ud, så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence". Det er konkurrencestatens frygt-logik, der har bemægtiget sig vores fælles skole.

Men er det et problem? Er skolens formål ikke netop at sikre eleverne det størst mulige læringsudbytte, og at klæde dem på med kompetencer, der på sigt kan gøre dem nyttige på arbejdsmarkedet og sikre at de kan bidrage til statens fremtidige konkurrenceevne? Er vi ikke nødt til at indrette skolen efter fremtidens kompetencekrav?

Nej. Skolens formål er ikke at levere et bestemt læringsudbytte. Skolens formål er ikke at gøre eleverne konforme ift. det eksisterende samfunds eller erhvervslivs kompetencekrav, eller i forhold til forestillinger om hvad fremtiden kræver. Ofte hører man at fremtiden kræver det ene og det andet, eller at eleverne skal udvikle det 21. århundredes kompetencer, så de kan klare sig i fremtiden. Men hvem er vi til at definere, hvad det er for en fremtid eleverne skal møde? Fremtiden kræver ikke noget, den er ikke noget faretruende, som eleverne skal klædes på til med bestemte sæt af kompetencer. Nej, fremtiden skabes, og det i en fri vekselvirkning mellem vores eksisterende traditioner og kultur, og den opvoksende generation. Formålet med skolen er derfor ikke at forberede eleverne på en bestemt verden, men at indvie dem i en ubestemt verden, som de selv kan være med til at forme. Skolens formål er at give eleverne mulighed for at gentænke og genskabe det samfund, de skal være en del af.

Derfor er den største gave, vi som voksne kan give vores børn, en skole der lader dem fordybe sig i de kulturelle, videnskabelige og historiske erfaringer, som vi finder centrale. Vi kan ikke, som det gøres i den læringsmålstyrede skole, lade dem nøjes med at læse et enkelt afsnit i en roman, fordi det er tilstrækkeligt for deres opfyldelse af kompetencemålet. Nej, de må læse hele romanen, og én til og endnu én. Vi må ikke lære dem at læse, for at de kan læse 200 ord i minuttet, men for at de kan læse de værker, som vi mener, det er vigtigt for dem at læse. Undervisningens mål er ikke at opfylde forudbestemte læringsmål, men at understøtte, at aktiviteterne kan fortsætte, som den amerikanske filosof John Dewey formulerede det. Og den aktivitet der skal fortsætte, er elevernes fordybelse i verden. Hvis eleverne fatter interesse for fordybelsen, for eksempel for hvad en roman vil sige dem, vil de gøre deres bedste for at lære at læse den - og så må skolen naturligvis støtte de elever, der har brug for ekstra hjælp.

I stedet for at tale om kompetencer, der beskriver en bestemt ønsket adfærd hos eleverne, burde vi tale om kundskaber. Og hvad er kundskaber? Det er en fri fordybelse i verdens ting. En fordybelse som finder sted i et møde mellem en elev og et stof, og som ikke sigter mod et bestemt udbytte, men mod en fortsat fordybelse. Sådanne kundskaber opstår ikke under læringsmålenes diktat, men som følge af, at eleven stilles overfor åbne spørgsmål: Hvad vil denne roman sige mig? Hvad kan forklare himlens farve? Hvordan skal jeg forstå mig selv i et fællesskab? Efterhånden som nogle af spørgsmålene besvares, vil der opstå nye spørgsmål, og sådan kan fordybelsen fortsætte.

Undervisning handler først og fremmest om, at man i fællesskab undersøger den verden man er i, uden at gribe til forhastede konklusioner og svar, og uden at underlægge sig politiske krav om et bestemt læringsudbytte. Skolen må være skole i ordets oprindelige betydning; den må være "fri tid", et sted hvor samfundets krav om effektivitet og kompetent tilpasning suspenderes, og hvor det bliver muligt at fordybe sig frit i den verden, man er en del af. I fordybelsen reproduceres det eksisterende samfunds viden og vaner ikke blot, eleven tilpasser sig ikke blot kompetent til de eksisterende forståelser og meninger, nej, hele samfundet omstruktureres og genskabes når nye individer træder ind i det, og bidrager med deres perspektiver på vores fælles videnskab, kultur og historie. Det er i fordybelsen man dannes og danner.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke skal nogle teknikker og metoder på plads. Eleven må eksempelvis lære at læse, så hun kan fordybe sig i litteraturen, men teknikken er altid kun sekundær, den må altid tjene fordybelsen i den omgivende verden, og ikke kortsigtede mål om at læse så og så mange ord i minuttet, eller at score højere på OECD's PISA-rangliste.

Lad os afstå fra at tvinge lærerne til at tage afsæt i centralt definerede kompetencemål, når de underviser. Lad os i stedet opfordre dem til at stille gode spørgsmål. Ikke den type spørgsmål, der fungerer som en test af, om eleverne har lært det forventede, men spørgsmål, der fungerer som en opfordring til elevernes videre fordybelse i stoffet. Som den amerikanske filosof John Dewey skrev: "Spørgsmålene bør snarere henlede elevens opmærksomhed på stoffet end på lærerens mål".

 

Niels Jakob Pasgaards bog "FAQ om læringsmål" er netop udkommet på Hans Reitzels Forlag