Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sømandsmusik, country og danske troubadourer spiller til Musik i Gaden

Udvalget bag Musik i Gaden er klar til gadefest lørdag 19. august. Fra venstre ses: Frede Benfeldt, Marianne Overvad, Tommy Johansen, Peder Bønnelykke, Henrik Kaspersen, Jørn Bonde og i front Jane Bønnelykke. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Sømandsmusik, country og danske troubadourer spiller til Musik i Gaden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er musik for enhver smag, når Musik i Gaden er klar for 8. gang i Brædstrup til august.

Brædstrup: Musik i Gaden er blevet en festlig tradition i Brædstrup, som hvert år tiltrækker mellem 800 og 1200 musikglade publikummer til p-pladsen ved biblioteket på Niels Wongesvej, hvor den musikalske fest plejer at blive holdt.

Nu er udvalget bag Musik i Gaden klar med årets program, og det byder på lidt af hvert ifølge en af arrangørerne.

- Jeg er rigtig glad for det program, vi har fået sat sammen i år. Det er et godt og meget alsidigt program, så der burde være lidt for enhver smag. Personligt er jeg stolt over, at det er lykkedes at lokke Tamra Rosanes til Brædstrup, siger Frede Benfeldt fra Musik i Gaden.

Det er et godt og meget alsidigt program, så der burde være lidt for enhver smag. Personligt er jeg stolt over, at det er lykkedes at lokke Tamra Rosanes til Brædstrup.
Frede Benfeldt fra Musik i Gaden.

Country og tørstige musikanter

Ud over Danmarks ukronede countrydronning byder programmet på flere kopibands. Blandt andet kommer Shubi.dk, som spiller op til fællessang med Shubiduas folkekære og kendte melodier. Det bliver også et gensyn med Johnny Madsen Jam, som også var på programmet sidste år, men som har en revanche til gode.

- Johnny Madsen Jam gjorde det rigtigt godt sidste år, hvor de kom på til sidst, men desværre begyndte det at tynde ud i publikum, fordi det begyndte at regne. Vi synes derfor, bandet har fortjent en ny chance i år, for de er rigtig gode, siger Frede Benfeldt.

Et af årets nye tiltag bliver De Lystige Sømænd, som blandt andet indtog scenen i tv-programmet "Danmark har talent" på Tv2. Som navnet antyder, byder de lystige sømænd på en række sømandsviser, hvilket sker under ledelse af harmonikaspiller Vagn Egon Jørgensen.

Festen sluttes af med det lokale band B-TAB - Brædstrup Tørstigste Amatør Band. Bandet blev i sin tid stiftet af fem Brædstrup-drenge, som hyggede sig med at spille kopinumre af kendte danske og internationale kunstnere. B-TAB har flere gange spillet til Musik i Gaden, og det bliver således også muligt i år at synge med på hits fra Danse med Drenge, Kim Larsen, Hanne Boel og mange flere.

Overskud til gode formål

Omkring 40 frivillige er i år med til at få gadefesten op at stå. Sidste år gav arrangementet et overskud på cirka 30.000 kroner, som blandt andet er kommet byens idrætsforeninger og spejdere til gode. Samtidig har Musik i Gaden ydet støtte til oprettelsen af Brædstrups nye lokalråd.

Musik i Gaden er ikke blot en stor gadefest. Det er også et arrangement, hvor der er aktiviteter for børn og voksne, så familien kan have en god dag sammen i byen. Derfor har Eventyrhuset besluttet at åbne dørerne på selve dagen, så folk med små børn kan komme ind og lege med børnene og nyde en stille stund.

- Vi håber, at der på den måde er noget for enhver. Så vi kan kun opfordre til, at folk kommer på gaden den dag og støtter op om arrangementet. Formålet er jo at holde en god fest og få lidt liv i byen, siger Frede Benfeldt.

Musik i Gaden finder sted lørdag 19. august.