Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lokal kanoudlejning lukrerer på nye regler

Ole Vinther har fået travt med at hjælpe kanosejlere afsted fra Gudenåcamping Brædstrup, efter at der er kommet nye regler på kanoudlejningsområdet. Foto: Søren E. Alwan

Lokal kanoudlejning lukrerer på nye regler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der lejes kanoer ud på Gudenåcamping Brædstrup som aldrig før. Årsagen er nye regler på området, der gør, at den lokale campingplads kan booke og sætte kanoer i vandet på lige fod med de største kano-udlejere

Brædstrup: På trods af sommerens ustadige vejr og de våde vejrudsigter er der i år kommet ekstra gang i kanoudlejningen på Gudenåcamping mellem Nim og Brædstrup.

Nye regler på udlejningsområdet gør, at campingpladsen kan booke og sætte kanoer i vandet på lige fod med de største kanoudlejere i området, og det er noget, der har kunnet ses på kanoudlejningen på stedet.

- Jeg vil ikke sige, hvor meget udlejningen er steget, men der er ingen tvivl om, at vi har fået langt mere travlt, efter at de nye regler er kommet, og her til formiddag skal vi f.eks. have 16 hold i vandet, fortalte den ene del af værtsparret på Gudenåcamping Brædstrup, Ole Vinther, i torsdags.

Udlejere efter nyt kano-system: Generelt er det hele noget møg for os i år
Det er klart, at det betyder meget for os, at vi nu kan imødekomme den efterspørgsel, der er efter kanoer og kanoture her på campingpladsen - i stedet for at vores besøgende skal have fat i en kanoudlejer langt væk.
Ole Vinther, kanoudlejer, Gudenåcamping Brædstrup
Kanoudlejning på Gudenåen
Gudenåcamping Brædstrup har 20 kanoer, som pladsen udlejer for tredje år i træk. De to første år måtte campingpladsen kun booke 325 ud af 9600 dagssejladser årligt, men fra i år er reglerne ændret, så der kan bydes ind på samtlige dagssejladserGudenåcamping Brædstrup har samtidig fået lov at udleje kanoer til hele strækningen til Tørring, hvor det før kun var tilladt til Voervadsbro

Tøring Kanoudlejning og Silkeborg Kanoudlejning er to af de store kanoudlejningsselskaber, der tidligere havde fortrinsret til de fleste dagssejladser på Gudenåen

Kanosæsonen på Gudenåen løber fra 16. juni til 28. februar.

Må byde på alt

Når de nye regler er så lukrative for Gudenåcamping, skyldes det, at campingpladsen har fået lov til at byde ind på samtlige 9600 dagsejlader, der er tilladt på Gudenåen. Før var det kun 325 dagssejladser, fordi de fleste på forhånd var forbeholdt de tre store kanoudlejere, blandt andet Tørring Kanoudlejning.

Samtidig har Gudenåcamping fået lov til at udleje kanoer på en langt større strækning af åen, og det betyder, at Ole Vinther ofte tager en tur til Tørring for at aflevere kanoer til sine kunder.

- Det er klart, at det betyder meget for os, at vi nu kan imødekomme den efterspørgsel, der er efter kanoer og kanoture her på campingpladsen - i stedet for at vores besøgende skal have fat i en kanoudlejer langt væk, fastslår Ole Vinther, der påpeger, at han til gengæld har fået mere travlt, blandt andet med at sikre reglementerede redningsveste til alle sine kano-lejere.

Vil samarbejde mere

Ole Vinther har dog ikke noget imod at have fået mere travlt. Og i det hele taget lægger han ikke skjul på, at han er glad for de nye kano-udlejningsregler.

Men han undlader helt bevist at afsløre, hvor meget det reelt har betydet for hans udlejning. For han ved godt, at andre - f.eks. Tørring Kanoudlejning - har tabt på regelændringen, som Hedensted Kommune som den eneste i Gudenåkommiteen af samme grund stemte imod. Og derfor ønsker Ole Vinther ikke at træde dem mere over tæerne end højst nødvendigt med sin succes.

- Jeg er ked af, hvis vi skal se skævt til hinanden på grund af det her. For overordnet set er det jo en fordel for os alle, at der er flere kanoturister på Gudenåen - uanset hvem de har lejet kanoen af - for som campingplads og anløbssted kommer de alle forbi her, fastslår Ole Vinther, der derfor i stedet lægger op til mere samarbejde med de større kanudlejningsselskaber.

I det samme kommer en stor flok fra Tyskland, der er på ferie i Danmark, hen til Ole Vinther. De skal have hjælp til at få udleveret deres kanoer og veste, som de har lejet på Gudenåcamping Brædstrup. Så Ole Vinther har ikke tid til at tale med os længere. Der er sandelig kommet gang i kanoudlejningen på Gudenåcamping Brædstrup.