Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Beboer-mistanke holder stik: Der bliver kørt alt for stærkt i landsbyen

En gruppe beboere i Grædstrup advarede forleden om, at der bliver kørt alt for stærkt igennem byen. Nu understøtter tal fra Sydøstjyllands Politi, at bilisterne kører langt over det tilladte. Foto: Morten Pape

Beboer-mistanke holder stik: Der bliver kørt alt for stærkt i landsbyen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sydøstjyllands Politi har haft en del trafikkontroller i Grædstrup i 2017. Tallene viser, at der bliver kørt meget stærkt igennem landsbyen.

Grædstrup: Der bliver kørt alt for stærkt igennem Grædstrup. Det problem påpegede en gruppe beboerne i den lille landsby forleden, og nu bliver beboernes bekymring også dokumenteret fra Sydøstjyllands Politi, som netop har offentliggjort en opgørelse over fartkontroller i byen.

Opgørelsen viser, at der i 2017 er gennemført 79 måletimer på Løvetvej i Grædstrup. Det har resulteret i ikke færre end 265 bøder og 61 klip i kørekortet, og den maksimale hastighed, som blev målt i byen, var på ikke mindre end 92 km/t. For syv bilister betød mødet med færdselspolitiet en betinget frakendelse af kørekortet.

Sydøstjyllands Politi har ydermere gennemført hastighedsmålinger på Grædstrupvej i Grædstrup, og her blev der på 15 måletimer uddelt 35 bøder samt to klip i kørekortet. Her var den maksimale målte hastighed på 72 km/t.

Udvalgsformand: Fartbøller i landsbyer er sag for politiet
Fartkontroller i Grædstrup
Løvetvej i Grædstrup 2017:Måletimer: 79 timer

Bøder: 265

Klip i kørekort: 61

Frakendelser: 7 betingede

Maksimalt målte hastighed: 92 km/t

Grædstrupvej 2017:

Måletimer: 15 timer

Bøder: 35

Klip i kørekortet: 2

Maksimalt målte hastighed: 72 km/t

Tal er en katastrofe

De markante hastighedsoverskridelser i Grædstrup er yderst kritisable, mener Erling Schønebeck, som bor på Løvetvej, og som er en del af de borgere, som har sat fokus på problemet med fartbøller i byen.

- Når jeg hører de tal fra politiet, tænker jeg, at det er en katastrofe. Det kan man ikke se igennem fingre med. Noget skal der laves. Onsdag kom der en motorcykel to gange igennem byen, og jeg tror, den kørte tæt på 200 km/t. Hvis det fortsætter på den måde, ender det i en alvorlig ulykke. Man ser jo bare desværre tit i disse sager, at der skal en ulykke til, inden der sker noget, siger Erling Schønebeck.

Han mener derfor, at det haster med at få sat hastighedsdæmpning op, og det kan være en god idé, mener landbetjent Flemming Bækgaard fra Sydøstjyllands Politi.

- I Ring har man haft god gavn af, at der er blevet sat forhindringer op, og man kunne måske også gøre det samme i Grædstrup. Men det må kommunen jo afgøre, siger Flemming Bækgaard.

Formanden for teknik og miljø i Horsens Kommune, Ole Pilgaard Andersen (DF) udtalte forleden, at beboere i landsbyerne er velkommen til at henvende sig til forvaltningen, hvis de døjer med fartbøller. Så vil man diskutere sagen i forvaltningen.