Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Træt dreng i trist Toyota

Muldyret er yderst anvendeligt. 1100 kilo må den læsse på ryggen. Selv hunden Edda er begejstret. Her er vi ved at sætte hegn op.

Træt dreng i trist Toyota

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Eftermiddagsluren var i alvorlig fare for at glippe for min ni måneder gamle søn, da pickup'en svigtede i det nordfynske. Med ét var soverutinen i mekanikeren Tims hænder.

- Hvad dælen ...?

Jeg står bukket forover og stirrer måbende ned i motorrummet på min gule ladbil, mens jeg hvisler indædte forbandelser. Over mig bager solen, og i skyggen af et træ bag mig sidder min søn Sverre på ni måneder og pludrer i sin autostol.

Vi har et ærinde på Nordfyn. Så vi er taget af sted bare far og søn sammen med vådservietter, bleer, banan og små rugbrødshapsere.

Frokosten er netop indtaget et tilfældigt sted på vores vej, og klokken er fem minutter i eftermiddagslur. Timing er som bekendt alfa og omega med sådan nogle størrelser, og i al beskedenhed må jeg sige, at den kunne ikke have været bedre. Lige indtil nu i hvert fald.

 

Ungen er mæt, skiftet, og vi har en times kørsel foran os hjem til Svendborg. Perfekt til en lur. Hvis det da ikke lige var for min nye opdagelse i motorrummet.

 

Ventilatorremmen er til min gru slidt tynd og minder mest af alt om flosset tandtråd. Den kan sprænge, hvornår det skal være, og jeg må sige, at den latente risiko for motorstop på hjemvejen huer mig ikke. For nok sidder knægten bekymringsløst i skyggen og pludrer, men al erfaring viser, at den slags kan vende på et splitsekund, og jeg forbander, at jeg i det mindste ikke smed barnevognen på ladet inden afgang hjemmefra.

 

Den store 2,4 dieselmotor starter heldigvis villigt uden at ane, at kun ganske få millimeter rem holder den i live. Jeg beslutter mig for at sætte kursen hjemad og så holde ind på et værksted undervejs og høre, om de mener, at jeg kan nå hjem.

 

For svigtet mig har bilen aldrig i de to og et halvt år, jeg har haft den, og måske heldet fortsat er med mig?

 

Jeg må hellere fortælle lidt om vognen. Den er 21 år gammel og er faktisk indregistreret som en VW Taro, selv om emblemet på køleren indikerer, at der er tale om en Toyota.

 

Det skyldes, at tyskerne i sin tid manglede en ladbil, de kunne sende på markedet, men da de ikke selv kunne finde på én, enedes de med japanerne om, at de kunne låne den nok så berømte Toyota Hilux i en periode, sætte VW-emblemer på hjulnav og rat og kalde den Taro.

 

Muldyret er dog japansk Hilux fra inderst til yderst, og i daglig tale betegnes den da også bare som Toyotaen. Eller muldyret. Eller som min treårige niece måske mest faktuelt korrekt siger: Toyota-Folkevognen.

 

Det tør svagt antydes, at den har en fortid hos møbeltransportfirmaet Danmark. Og sikke et trækdyr. Den må tage 1100 kilo på ryggen, og lystigt slæber den af sted med 1800 kilo på krogen. Lige hvad man har brug for, hvis man gerne selv vil fragte sine får mellem foldene eller køre vinterfoderet i hus i form af 400 kilo tunge baller wraphø.

 

Og jo, det kan da mærkes, når bladfjedrene møder stopklodserne under bunden af ladet, men i det store og hele har japanerne gjort sig umage. Helt fri for småreparationerne bliver man dog aldrig. Heller ikke på en sommerdag på Nordfyn.

 

"Mekaniker" står der på et skilt, og jeg kører ind og parkerer i en perlegrusbelagt gårdsplads. Vi har kørt fem minutter. Knægten sover ikke endnu, og jeg tager ham med ud af den varme bil og forklarer mig for manden i overalls. Han indvilger modvilligt i at tage et kig under klappen.

 

Dommen er klar. Find et andet køretøj, hvis du vil til Svendborg, lyder det, mens en efterhånden noget klatøjet dreng sidder og betragter os fra sin autostol. Hans far sveder. At være strandet med en purk i den størrelse står ikke øverst på ønskelisten.

 

Måske du kan lave den? spørger jeg håbefuldt, mens den overalls-klædte straks afviser. Og på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kan låne et par kvadratmeter perlegrus at efterlade trækdyret på, indtil autohjælp er fremme, er svaret også et kategorisk nej.

 

Sønnike og jeg må køre videre, forstår vi, så det gør vi. Motoren spinder ufortrødent, men jeg skal ikke nyde noget af at friste skæbnen, så da vi passerer auto- og maskinforretningen i Kappendrup, drejer vi af vejen og forhører os.

 

- Mester siger nej.

 

Det er mekanikeren Tim, der beklager og slår ud med armene. På min arm sidder der en træt dreng, og det er tydeligt, at det nager Tim, at han ikke kan hjælpe os videre, men mester mener altså, at de har for travlt til at tage trækdyret ind.

 

Alligevel går Tim tilbage til mester og meddeler, at hvad enten der er tid eller ej, har han altså i sinde at skifte den rem.

 

Mester sidder på jorden ude bagved og bikser med, hvad der ligner køleren på en velvoksen gummiged. Det er tydeligt, at vores rem-problemer passer ham ualmindelig dårligt. Han kigger på drengen på armen og tilbage på Tim og nikker. Sådan skal det jo heller ikke være, og få minutter efter har Tim kørt muldyret op på liften inde i det kølige, olie- og brændstofduftende værksted.

 

Jeg når lige at snuppe en rugbrødshaps i kabinen, inden den går til vejrs. Det formilder da knægten en smule, og selv om Tim må bøvle mere, end han havde regnet med, fordi servostyringspumpen sidder i vejen, er vi til min lettelse køreklar allerede halvanden time senere.

 

Fortjenesten var Tims, og et oliehåndtryk var på sin plads, selv om han vægrede sig. Han ville nødig smitte af. Allerede idet vi trillede af liften og ud af værkstedet, faldt knægtens øjne i.

 

Fakta
Volkswagen Taro Årgang: 1996Diesel 2,4 liter

Totalvægt: 2400 kilo.