Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Holger og Gitte Wendelboe i det mennesketomme bageri, hvor der snart ikke har været bagt i 14 dage. Foto: Morten Pape
 Holger og Gitte Wendelboe i det mennesketomme bageri, hvor der snart ikke har været bagt i 14 dage. Foto: Morten Pape
 Efterhånden er den formentlige enlige rotte blevet lokaliseret til loftet over bageriet, hvor al isolering blev fjernet allerede den første dag. Foto: Morten Pape
 Rotter plager Bagergården i Saksild. Foto: Morten Pape
 Endnu er ingen rotter gået i klapfælderne på loftet, men spor i det udstrøede mel har bevidnet, at en rotte huserer deroppe. Foto: Morten Pape
 Saxild har i snart måneder været gravet op, fordi der er ved at blive etableret fjernvarme. Det kan være forklaringen på, at borgerne observerer flere rotter end normalt. Foto: Morten Pape
 Rotter plager Bagergården i Saksild. Foto: Morten Pape
 Holger og Gitte Wendelboe i det mennesketomme bageri, hvor der snart ikke har været bagt i 14 dage. Foto: Morten Pape

14 dage med frustrationer: Rotte på afveje leger kispus med Bagergården

Publiceret: 17.02.2017 14:14
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
De seneste par uger har været en plage for Gitte og Holger Wendelboe, indehavere af Bagergården i Saxild. Og det har tilsyneladende ingen ende.

Det hele startede fredag 3. februar, netop som de ansatte i bageriet var færdige med nattens bagning, og brødet var på vej ud til kunderne eller hen i butikken ved siden af bageriet.

Da spottede en bagersvend en rotte pile hen over gulvet, og da lukkede alt ned.

- Sådan noget kan give én gåsehud, for man ved jo, hvad det indebærer. Så vi satte straks hele apparatet i gang, fortæller bagermester Holger Wendelboe, der i sine 40 år som bagermester aldrig tidligere har haft rotter i bageriet.

Som det sig hør og bør, abonnerer Bagergården på skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Kiratin, der så sent som en uge før rottens ankomst havde tjekket bageriet og erklæret det fri for alle skadedyr.

Falske vægge og kameraer
Men den pokkers fredag var der en rotte, så Gitte og Holger Wendelboe kontaktede med det samme både Kiratin og Fødevarestyrelsen, som straks lukkede bageriet. Bagerparret fra Saxild sendte de hjem på ubestemt tid.

Herefter satte den helt store rottejagt ind, hvilket bl.a. vil sige opsætning af falske vægge, som rotten kunne kravle langs med. Her var der strøet mel ud på gulvet, så man kunne lokalisere, hvor den færdedes.

Klapfælder med alskens rotte-lækkerier og i nogle tilfælde rottegift blev sat op over alt. Alene på loftet over bageriet blev der den dag etableret 10 fælder, ligesom der blev sat kameraer op både på loftet og i selve bageriet.

- Kunsten er at lokalisere, hvor rotten kommer ind, så det har vi brugt meget tid på uden at vide med sikkerhed, om vi har fundet indgangen. Men alle mulige indgange, så små de end måtte være, er blevet beklædt med finmasket net og deslige, siger Gitte Wendelboe, der siden ofte har været med, når Kiratin-manden en gang i døgnet kommer og tjekker for spor og gennemgår kameraoptagelserne.

De viser kun en enkelt rotte, men det er også slemt nok.

Tålmodige kunder
Den første weekend var nu den værste, for da havde bagerparret også travlt med at ringe til erhvervskunder, som normat aftager brød fra bageriet i Saxild. Bl.a. Løvbjerg i Odder og Kiwi i Malling. 65 opkald blev det til bare det første døgn.

- Grundlæggende vil jeg sige, at både privat- og erhvervskunder har været utrolig forstående over for vores problem. F.eks. leverer Kagehuset i Hovedgård lige nu brød til vores egen butik, så vi ikke svigter de daglige kunder, siger Gitte Wendelboe.

En halv time fra frihed
Betingelsen for, at der igen kan blive bagt i bageriet, er, at der ikke har været observeret spor efter rotter i 48 timer.

Tirsdag i denne uge syntes det endelig at være sket, og Holger Wendelboe skulle lige til at kalde de ansatte på arbejde igen, da Kiratin-manden fandt nye spor på loftet en halv time, før bageriet skulle have været frigivet. Onsdag og torsdag var der igen spor på loftet.

- Det er bare så surt, og efterhånden bliver man også lidt modløs. Vi er ganske vist forsikret mod rotter, og vi får da også dækket vores tab. Men jeg håber i den grad, at vi snart kan begynde at bage igen. Der er jo også grænser for, hvor meget tålmodighed vi kan forvente af vores faste erhvervskunder, siger Holger Wendelboe, der på ingen måde har nydt at kunne sove lidt længere i de seneste par uger.

- Nej, det er slet ikke sjovt, selv om vores børn har vinterferie. For det første skal vi være der, når Kiratin-manden kommer en gang i døgnet. Dernæst kommer jeg selv i bageriet flere gange om dagen - i håb om ikke at finde spor efter den forbandede rotte, siger han.



Seneste web-tv


    Seneste gallerier