Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Ellen T. Schmidt (S) mener, der er god vækst og udvikling i Brædstrup. Tilflytningen er i fremgang, og der sker flere udviklingsprojekter i byen, påpeger hun. Arkivfoto
 Ellen T. Schmidt (S) mener, der er god vækst og udvikling i Brædstrup. Tilflytningen er i fremgang, og der sker flere udviklingsprojekter i byen, påpeger hun. Arkivfoto

Strid blusser op igen: Uenighed om væksten i Brædstrup

Publiceret: 11.01.2017 09:11 | Senest opdateret: 11.01.2017 09:12
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Af Henrik C. Sandvad
De to lokalpolitikere i Brædstrup Ellen T. Schmidt (S) og Jørgen Korshøj (V) ser vidt forskelligt på tingene, når det kommer til byens udvikling og vækst

I efteråret havde de to byrådspolitikere en skarp meningsudveksling i byrådssalen, da man diskuterede den kommende udviklingsplan for byen.

Dengang gik diskussionen på, om planen var visionær nok til at sikre byens udvikling og vækst i fremtiden.

Nu er striden om byens vækst og udvikling blusset op igen, efter Jørgen Korshøj i mandagens avis i en artikel om områdemidler til Brædstrup udtalte, at han ser frem til områdepenge til byen, da man er i en situation, hvor kommunen har vækst i alle andre byer end i Brædstrup og Østbirk. Det har fået Ellen T. Schmidt til at reagere.

- Det passer ikke, at der er vækst alle andre steder i kommunen end i Brædstrup og Østbirk. Befolkningstilvæksten i de to byer er i de sidste år gået frem. Så det er ikke korrekt at sige, at der ikke er vækst. Der er muligt, Jørgen Korshøj ønsker mere vækst, og det vil jo være fint. Men at sige, at der ikke er vækst, er forkert, siger Ellen T. Schmidt (S).

Hun har tidligere advaret imod at tale tingene ned i Brædstrup.

Hun peger på, at indbyggertallet i Brædstrup fra 2006 til 2016 er gået frem med 12,6 pct., mens Østbirk er gået frem med 24,4 pct. ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Projekter på vej
Den lokale S-politiker glæder sig ligesom de øvrige af områdets politikere over, at der kan være midler til områdefornyelse på vej.

- Det vil være fantastisk, hvis Brædstrup får del af de penge. Det vil give mere udvikling til byen, siger Ellen T. Schmidt.

Hun peger samtidig på, at der allerede er flere udviklingsprojekter på vej i 2017 efter budgetforliget i efteråret, hvor byrådet besluttede, at facaden af Tinghuset skal renoveres, ligesom der skal etableres nyt indgangsparti til Folkeparken samt forbedrede badeforhold ved Ring Sø.

- Så der sker udvikling i byen. Det sidste vil helt sikkert gøre Brædstrup mere attraktiv for børnefamilierne, også for dem, der overvejer at flytte hertil, siger Ellen T. Schmidt.

Mere vækst og arbejdspladser
Jørgen Korshøj (V) anerkender, at indbyggertallet er steget, men det var ikke kun befolkningstilvækst, han hentydede til, når han talte vækst.

- Jeg har aldrig udtalt, at der ikke er vækst i Brædstrup. Jeg mener bare, at væksten er for lille. For mig er det ikke nok med tilvækst i beboere. Der skulle også gerne ske noget med byfortætning og byggeri, så vi også får nogle flere arbejdspladser i byen, siger Jørgen Korshøj.

Han mener godt, at Horsens Kommune kunne hjælpe byens vækst på vej ved for eksempel at forbedre infrastrukturen omkring erhvervsområdet.

- Hvis vi fik en ny forbindelsesvej ind til erhvervsområdet, kunne lastbilerne komme nemmere frem og tilbage til hovedvejen. Det kunne både hjælpe virksomhederne og erhvervsområdet, men også gøre Galgehøj og Fredsbovej mere attraktiv for tilflytning, fordi lastbilerne så ikke skal forbi de udstykninger mere, siger Jørgen Korshøj.

Han glæder sig også over, at der er tiltag på vej til forskønnelse af byen, men han vurderer ikke, det er nok.

- Jeg er også glad for de ting, der sker omkring parken, søen og Tinghuset. Jeg har faktisk selv været med til at foreslå dem. Men forskønnelse er ikke vækst, og vi skal gerne noget mere end det, siger Jørgen Korshøj.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier