Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Borgere, der klager over byggetilladelser, kan risikere først at få svar, når det, de klager over, for længst er opført. Udflytning af Natur- og Miljøklagenævnet til Viborg er en del af forklaringen. Den aktuelle sag i Hørning omfatter byggeri af 22 lejeboliger på Brohaven mellem kroen og jernbanen. Foto: Jørgen Bollerup
 Borgere, der klager over byggetilladelser, kan risikere først at få svar, når det, de klager over, for længst er opført. Udflytning af Natur- og Miljøklagenævnet til Viborg er en del af forklaringen. Den aktuelle sag i Hørning omfatter byggeri af 22 lejeboliger på Brohaven mellem kroen og jernbanen. Foto: Jørgen Bollerup

Byggeri er færdigt, før klagesag er afsluttet

Publiceret: 11.01.2017 10:48
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
27. maj 2016 klagede naboer til et nybyggeri på Brohaven i Hørning over den byggetilladelse, som Skanderborg Kommune har givet til 22 boliger. Men klagesagen tager så lang tid, at den først ventes færdig- behandlet til sommer, når byggeriet står klar til indflytning.

- Selv om vi måske får ret i vores klage, så er sagsbehandlingstiden så lang, at det, vi har klaget over, både er opført og taget i brug, når vi får svar, så det vil være svært at gøre sagen om. Det er ikke just befordrende for retsbevidstheden, siger Peter Nielsen, der bor Stationsvej 9 i Hørning og er initiativtager til klagesagerne.

Flere myndigheder er blevet inddraget
Ifølge kommunen er der kun givet to mindre dispensationer i forhold til lokalplanen, der gælder for området.

Naboerne mener noget andet.

De mener bl.a., at bebyggelsesprocenten overskrides markant. Og de forstår ikke, at en parterre-etage ikke tælles med, når den visuelt giver et byggeri i tre etager, selv om lokalplanen kun tillader byggeri i to etager.

I begge tilfælde har kommunen afvist klagerne. Reglerne er fulgt, siger kommunen.

Men naboerne, der har lavet to underskriftindsamlinger mod byggeriet, sendte i juni 2016 klagen videre til Natur- og Miljøklagenævnet.

De har også klaget til Statsforvaltningen, da de mener, at det materiale, der har været sendt ud i en nabohøring, har været mangelfuldt.

Sagsbehandler er endnu ikke fundet
I midten af december spurgte Peter Nielsen, hvornår der kommer svar. Svaret er ikke opløftende.

Statsforvaltningen oplyser, at dets bedste bud er, at det vil være færdig med at vurdere klagen i august 2017.

For Natur- og Miljøklagenævnet er det ikke bedre. Nævnet oplyser, at der må ventes en længere ventetid end normalt. Natur- og Miljøklagenævnet afgør normalt mange sager inden for et halvt år. Mere komplicerede sager kan tage op til et år eller længere.

Og så er der en ny faktor: Som en del af regeringens udflytning af statslige arbejdspladser er Natur- og Miljøklagenævnet flyttet til Viborg pr. 1. januar 2017. Pga. afstanden til København er der kun få medarbejdere, der er flyttet med.

Den store udskiftning indebærer, at de nuværende medarbejdere bruger ressourcer på at oplære nye kolleger, og at de nye medarbejdere bruger ekstra tid på sagsbehandlingen i oplæringsperioden.

Nævnet oplyser til Peter Nielsen, at sagen endnu ikke har fået tildelt en sagsbehandler, og den nuværende sagsbehandlingstid er på op til 11 måneder fra oprettelsesdatoen.

Imens skrider byggeriet hurtigt frem. Kort før jul tog avisen billedet her på siden. Byggeriet var på det tidspunkt i fuld højde. Planen er, at det er klar til indflytning i august.

Klage har ikke opsættende virkning
Men hvad sker der, hvis Natur- og Miljøklagenævnet giver klagerne ret?

I juni, mens sagsbehandler Arne Erbs i Skanderborg Kommune var ved at skrive kommunens svar til klagemyndighederne, kom han med denne vurdering af det spørgsmål:

- Det må man vurdere, når afgørelsen foreligger. Som situationen er, har en klage ikke opsættende virkning for en byggetilladelse, sagde han.

Det er ikke et svar, der glæder Peter Nielsen.

- Derfor mener jeg, at politikere og kommunale sagsbehandlere i langt højere grad bør indgå i dialog med alle berørte parter i stedet for bare at udstikke tilladelser i vækstens hellige navn, siger han.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier