Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Christian Eriksen har vundet prisen som årets fodboldspiller i DBU-regi i 2011. 2013 og 2014, og han kommer formentlig til at kæmpe med Kasper Schmeichel om titlen igen i Forum Horsens i marts. Her ses Christian Eriksen i aktion i Horsens i landskampen mod Liechtenstein 31. august sidste år. Arkivfoto: Lars Juul
 Christian Eriksen har vundet prisen som årets fodboldspiller i DBU-regi i 2011. 2013 og 2014, og han kommer formentlig til at kæmpe med Kasper Schmeichel om titlen igen i Forum Horsens i marts. Her ses Christian Eriksen i aktion i Horsens i landskampen mod Liechtenstein 31. august sidste år. Arkivfoto: Lars Juul

Horsens bliver vært for dansk fodbolds store award-show

Publiceret: 10.01.2017 10:03 | Senest opdateret: 10.01.2017 10:04
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
DBU har valgt at afvikle sit store Fodbold Award Show i Forum Horsens mandag 20. marts.

Det sker som optakt til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Rumænien søndag 26. marts på rumænsk grund, og alle landsholdsspillerne vil derfor være med til festen, skriver Horsens Folkeblad tirsdag.

- Vi er ikke færdige med planlægningen endnu, men jeg kan love, at det bliver en award fuldt på højde med de tidligere shows, vi har holdt i København, siger DBU’s administrerende direktør Claus Bretton-Meyer til avisen.

- Vi har indgået en aftale med Discovery/Kanal 5 om arrangementet, og vi forsøger at lave et arrangement, der både tager hensyn til tv-seerne og publikum i salen. Som gammel tv-mand ved jeg, hvor svært det er at kombinere de to dele. Det er meget lettere, hvis man kun skal tænke på enten seerne eller publikum.

- Der bliver alle de sædvanlige priser med årets danske fodboldspiller og medlemmer til Hall of Fame, men i øjeblikket er projektgrupperne i gang med at finpudse det hele. Jeg kan dog fortælle, at vi åbner for salg af billetter til publikum, siger Claus Bretton-Meyer.

Frits Ahlstrøm er chef for den gruppe, der står for Hall of Fame.

- Jeg kan afsløre, at vi vælger to nye nulevende medlemmer til Hall of Fame, og vi optager også tre afdøde medlemmer. Hall of Fame skal dække dansk fodbold siden starten, og det er vigtigt, vi får udpeget alle de rigtige navne, så Hall of Fame bevarer sin værdi som anerkendelse af vore bedste spillere nogensinde, siger Frits Ahlstrøm.

- Det er ikke afgørende, hvor mange landskampe spillerne har spillet. Vi fokuserer mere på den betydning, de har haft for deres klubber og for dansk fodbold i det hele taget, påpeger Ahlstrøm.

Det er nærliggende, at to spillere, der har været mestre i tre lande, Ulrik le Fevre og Henning Jensen, kan komme på tale, men Frits Ahlstrøm understreger, at det er dybt hemmeligt, hvem komitéen peger på. Christian Thye-Petersen, tidligere Jyllands-Posten, nu Discovery, er nyt medlem af komitéen, der også tæller Michael Laudrup, fodboldjournalisten Søren Olsen fra Politiken og formanden Frits Ahlstrøm. DBU’s repræsentanter er Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer.

Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel blev valgt som årets spiller på DBU’s Fodbold Award på Carlsberg i København for et år siden, og han blev også kåret i den anden kategori, hvor spillerforeningen står for afstemningen blandt de aktive spillere i Jyske Bank Boxen i Herning i lørdags.

Den lokale landsholdsanfører Simon Kjær har været nomineret fire gange til DBU’s udgave af årets spiller i 2009, 2010, 2014 og 2015, men har endnu ikke vundet denne pris.

Spillerforeningen overtog i 1971 prisen som årets fodboldspiller - den pris, der nu uddeles ved DIF’s fest i Herning hvert år - fra Fodbold-Jul, der startede kåringen i 1961 med Harald Nielsen som den første ”årets danske fodboldspiller”.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier