Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk

Togbro. Krav på afgørelse

Publiceret: 10.01.2017 11:51
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Liselotte Aamann, Rørtoften 14, Hedensted
”Er en togbro over Vejle Fjord stadig realistisk?”

I et læserbrev 9. januar forsøger Lars Pedersen at appellere til SF og Socialdemokratiet for at få dem til at ændre holdning til det omstridte projekt.

Det er mere end svært, da begge partier igen og igen har udtalt, at de står ved det forlig, de indgik om togbroen.

Man kan så tage fat i Dansk Folkeparti og få dem til at beslutte sig for, om de er for eller imod.

De har længe nok lurepasset og undladt at bekende endelig kulør. Det forlød, da aftalen var indgået, at det ikke ”var deres kop te,” dernæst har man hørt ytringer som at ”nu smuldrer økonomien bag projektet, så nu bakker vi ikke op så entydigt som før.”

Det er kun gået én vej med udgifterne til projektet, nemlig opad. Det beløb, som forliget blev indgået på, er steget og steget, sidst med 0,5 mia., pga. at havbunden på stedet, hvor broen skal bygges, ikke er så stabil som forventet jvf. en netop afsluttet VVM-undersøgelse.

Og budgetgrundlaget, der er baseret på olieindtægterne fra Nordsøen, holder ikke mere, da oliepriserne er halveret.

Finansieringen af den stort anlagte togfond hænger dermed slet ikke sammen.

Er det så ikke på tide, at projektet tages op til fornyet vurdering af de andre forligspartier, så vi kan få en snarlig afklaring?

Fra ordførerne i de implicerede partier undtagen SF lyder det nu, at broen ikke er et ultimativt krav, hvis der kan findes andre løsninger på timemodellen og det ser det ud til, at der kan.

Jeg synes, at de berørte lodsejere snarest har krav på at få at vide, om de er købt eller solgt.

Det er udenfor al rimelighed, at der endnu ikke, trods åbenlyse økonomiske og praktiske mangler ved projektet, er taget endelig stilling til, hvorvidt det skal gennemføres eller ej.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier