Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Foto: Søren E. Alwan
 Foto: Søren E. Alwan

Den nye gågade: Her er læsernes holdninger til Søndergades million-makeover

Publiceret: 09.01.2017 11:38
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Den kommende opgradering af Søndergade, som Horsens Folkeblad skrev om i lørdags-avisen, deler vandene på avisens Facebook-side.

LÆS: For 60 mio. kr. smukkere strøg: Hvordan forvandler man en 80’er-gågade til byens dagligstue?

En del læsere bifalder projektet og kommer med forslag til, hvad der kan gøre gaden mere attraktiv, mens mindst lige så mange mener, at det er spild af gode penge, som burde gå til noget helt andet.

Gitte Hansen skriver, at ”man kunne pynte lidt mere op med blomsterkummer om sommeren, og lave flere små pauseøer til ungerne måske med vipper og andet evt. med bænke og borde så der er plads til deres forældre.. uanset hvornår man går en tur på strøget er der fyldt op med glade børn på stederne der er nu...”

Bo Skov Johansen foreslår en form for overdækning af gågaden.

”Så blir det næsten Danmarks største shoppingcenter, som alle kan bruge og have gavn af hele året. Kæmpe eventgade som mange vil komme langvejs fra for at opleve”, skriver han.

Katja la Cour og flere andre er optaget af, at Søndergade får en ny belægning.

- Væk med alle de ujævne og glatte brosten. Lav noget der ser godt ud og som ikke er spejlglat at gå på, når det har regnet lidt. Lidt flot beplantning og ordentlig belysning ville også være fint. Kongensgade er blevet så flot og man kunne godt ”forbinde” byen så man føler at den starter helt nede fra banegården.

Brug pengene på noget andet
En stor flok læsere mener, at de 60 mio. kr., der skal bruges til at renovere Søndergade, Jessensgade og Torvet, var bedre brugt til andre formål.

”Man kunne også vælge at sige at den fungerer og så bruge pengene på noget vigtigere. Kan i flæng nævne ældreplejen, skolerne, og og hvor der ellers er skam sparet de sidste mange år”, skriver f.eks. Jan Voigt, og Kirsten Hedegaard Christensen drømmer sig til, hvor mange mange kilometer cykelsti i oplandet, 60 mio. kr. kunne blive til.

”Gevinsten kunne være besparelser på skolebus da børnene så selv kunne cykle i skole og ikke mindst den sundhesdmæssige gevinst ved mere cykling”, skriver hun.

Ida Leth synes, at det er ”vanvittigt” at bruge så mange penge på en gade, der efter hendes mening fungerer fint. Også belægningen.

- Problemet er udbudet af butikker, og her tror jeg ikke på at en blomsterkumme og ny belægning vil gøre en forskel.. og hey, de brosten var det eneste der kunne få min ældste søn til at falde i søvn i barnevognen, så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Lene Bundgaard mener, at Søndergade er ”en saga blot”, når der kommer et nyt center på Rådhustorvet

”Så det lyder lidt som spild af penge”, skriver hun.

Karin Givskov Rasmussen har ingen konkrete forslag, men noget skal der ske.

”Bare gør noget, den er sååååå kedelig”, skriver hun.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier