Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Arkivfoto: Søren E. Alwan
 Arkivfoto: Søren E. Alwan

Læserne er delte om 16 etagers højhus i Horsens

Publiceret: 07.01.2017 18:40
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Nyheden om, at kommunen i samarbejde med Casa A/S barsler med at lade et højhus på hele 16 etager opføre på campusgrunden, har fået en del læsere til tasterne de seneste dage.

Meningerne er meget delte, og på avisens Facebook-profil giver flere udtryk for bekymring for, om der overhovedet bliver p-pladser til alle de mennesker, der kommer til at have sin daglige gang på stedet, hvor det i forvejen til tider kniber med pladsen.

Læs: 16 etagers højhus i spil på Campusgrunden

F.eks. skriver Peter Uhrenfeldt Jørgensen, at det allerede nu er besværligt at besøge folk før kl. 17, da p-reglerne siger, at man kun må holde en time. Ellen Hedegaard Kristensen har muligvis ladet sig inspirere af borgmester Peter Sørensens retorik i nytårstalen forleden, da han talte om ”vækst, vækst og vækst”: ”De har glemt tre ting: infrastruktur, infrastruktur og infrastruktur. Trafikalt bliver det et mareridt”, skriver hun i en kommentar, mens Sten Kristensen nøjes med at konstatere, at det er ”godt, at man ikke købte en bolig i Rørfabrikken”, som bliver nabo til byggeriet.

Nybyggeri skal være ikonisk
På den anden side er der flere, som giver udtryk for, at et hus på 16 etager kan blive et ikon for byen.

- Jeg tænker, at Horsens’ kommende højeste bygning bør være lige netop det - ikonisk, skriver Dennis Cato-Hansen, som i samme ombæring beder til, at arkitekterne fra Casa A/S udfordrer sig selv mere end det er tilfældet, da de slog stregerne til Geiserne på nordhavnen, som netop nu skyder op. Og som i øvrigt også har kastet debat af sig.

Torben Bjørnholdt Bendtsen spørger: ”Hvorfor ikke? Der er efterhånden virkelig mange erfaringer i forhold til at bygge i højden, og det er jo netop pladsbesparende og dermed økonomisk at gøre dette i midtbyen”, skriver han.

I samme dur tilføjer Michael Thomsen, at ”når man bygger i højden, er der mulighed for at skabe mere gadeliv og plads til parker og aktivitetsområder - så hvorfor nøjes med 16 etager?

Mari Ka spørger til sidst, om der overhovedet er købere til alle de lejligheder, som for tiden opføres rundt i byen.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier