Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Man kan ane vandet fra toppen af Gasvej, men det meste af sigtelinjen er blokeret af boligbyggeriet Geiserne. Foto: Søren E. Alwan
 Man kan ane vandet fra toppen af Gasvej, men det meste af sigtelinjen er blokeret af boligbyggeriet Geiserne. Foto: Søren E. Alwan

Nybyggeri blokerer udsigt trods mål om det modsatte

Publiceret: 21.12.2016 19:15
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Siden 2010 har det været et erklæret politisk mål at skabe udsigt til vandet fra sidegaderne, når Nordhavnen i Horsens i de kommende år skal ”ryddes” til fordel for boliger.

Havnen skal åbnes for borgerne, og nybyggeri på havnen må ikke blokere for udsigten til vandet fra gader som Ny Havnegade, Gasvej og Emil Bojsens Gade. Det er imidlertid det, der er sket på Havnetrekanten, hvor nybyggeriet Geiserne kun efterlader en lille stribe udsigt til vandet fra Gasvej.

Lokalplanen for Geiserne - og det øvrige byggeri på Havnetrekanten blev forhandlet på plads med ejeren af grunden, Casa A/S, i teknik- og miljøudvalget i foråret/sommeren 2015.

I den vedtagede lokalplantekst står der bl.a. om formålet med lokalplanen, at ”udsigten til vandet fra de omgivende gader bevares, især er udsigtslinjen fra Gasvej vigtig”. Alligevel blev sigtelinjen ikke diskuteret i teknik- og miljøudvalget, konstaterer udvalgets næstformand, Niels Peter Bøgballe (S).

- Var det en fejl?

- Det er gratis at være bagklog, men jeg kan sige, at jeg er meget tilfreds med byggeriet på Havnetrekanten og i øvrigt den spændende udvikling, der er i gang på Nordhavnen, siger han.

Niels Peter Bøgballe understreger, at han og Socialdemokratiet i fremtiden vil arbejde for at fastholde sigtelinjerne på gaderne øst for Gasvej.

- De skaber sammenhæng og forbindelse mellem byen og havnen. Det er vigtigt for os, siger han.

V: Ikke noget problem
Ingerlise Thaysen (V), der sidder i teknik- og miljøudvalget, ser ikke noget problem i, at sigtelinjen er begrænset ved Gasvej.

- Det er vores mål at sikre sigtelinjerne på resten af Nordhavnen, og det tror jeg på, at vi kan, men skulle vi overholde sigtelinjen ved Havnetrekanten, ville der jo næsten ikke være plads til noget byggeri på stedet, siger hun.

De såkaldte sigtelinier fra gaderne, der går på tværs mellem Sundvej og Strandpromenaden, er beskrevet både i masterplanen for Nordhavnen fra 2010 og i rammelokalplanen, der netop er sendt i høring. I dag er sigtelinjerne blokeret af industribyggeri, bl.a. Nopa Nordics og Dana Feeds bygninger langs Strandpromenaden.

Landskabsarkitekt i kommunen Bo Vestergaard, der har arbejdet med rammelokalplanen, fortæller, at kommunen fortsat arbejder med det mål, at sigtelinjerne skal respekteres ved fremtidige nybyggerier. Også selv om det ikke er overholdt til fulde ved den første lejlighed, kommunen havde for at sikre det.

- Der er kig til vandet fra Gasvej til Havnetrekanten, men jeg anerkender gerne, at det ikke er i vejens fulde bredde, siger han.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier