Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Bjarne Hansen. Arkivfoto: Morten Pape

Video: Sejlklub-formand: Tallene stemmer slet ikke

Publiceret: 11.12.2016 11:50
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Det er helt galt, når formanden for teknik- og miljøudvalget i Horsens Folkeblad påstår, at klubberne på lystbådehavnen i Horsens beholder det samme antal kvadratmeter, som de råder over i dag, hvis et stort by- og boligprojekt på Nordhavnen bliver til virkelighed.

Sådan lyder det fra Bjarne Hansen, formand for Horsens Sejlklub, der siden en udtalelse fra udvalgsformand Ole Pilgaard Andersen (DF) på hsfo.dk i torsdags har lavet sin egen beregning af tallene.

LÆS: Pilgaard til frustrerede sejlere: Tag det roligt

- Vi råder med ro- og kajakklubbernes velvilje i dag over ca. 16.000 kvm, og ikke - som oplyst af Ole Pilgaard Andersen - 13.750 kvm. Når vi så trækker kanalen inklusive promenade og vejadgangen til den kunstige ø, der skal anlægges, fra, er vi nede på 10.700 kvm.

- Derudover vil der blive trukket yderligere 3200 kvm fra til boliger, så vi i alt har 7500 kvm tilbage. Det er 47 pct., under halvdelen af, hvad vi har i dag, så jeg forstår slet ikke, hvordan udvalgsformanden kan komme frem til de tal, siger han.

P-arealet er med
De to parter er enige om, hvordan forholdene ser ud i dag. Forskellen på de to tal skyldes, at sejklubben medregner de 2200 kvm, som sejlklubben i dag kan låne af roklubben ved stævner.

Uenigheden kommer, når der skal gives bud på fremtidens forhold.

En afgørende forskel er, at kommunen her medregner et område med p-areal i to dæk på 4500 kvm, som er med i lokalplanen.

- P-arealet vil også kunne bruges til klubaktiviteter, mener by- og havneudviklingschef Jesper Gemmer, der har leveret tallene til Ole Pilgaard Andersen.

Det afviser Bjarne Hansen.

- Det øverste dæk, der nok er i jordhøjde, har vi regnet med, men kælderen kan ikke bruges til hverken joller, autocampere, biler med tagbøjer, trailere osv. For folk med forstand på stævner er der altså tale om en halvering af stævnearealerne og ikke status quo som påstået. Horsens er med sikkerhed det eneste sted i landet, hvor vi har politikere, der mener, at en parkeringskælder kan bruges til stævneplads, konstaterer han.

Klubliv vil forsvinde
Hvis kommunens plan bliver realiseret, vil stævnerne, som er årets højdepunkter for børn og forældre, og klublivet på lystbådehavnen langsomt smuldre, forudser Bjarne Hansen.

- Vi lavede en droneflyvning, da vi var værter for NM i sommer, og billederne viser tydeligt, at vi har brug for alle 16.000 kvm ved stævner. Med fremtidens plan kan jeg ikke engang se, hvor vi skal stille et telt op, når det regner. Får vi de 3200 kvm tilbage, som kommunen tager til boliger, kan jeg måske se en udvej, men ellers ikke, konstaterer han.

Den omtalte rammelokalplan omhandler de overordnede rammer for udviklingen af Nordhavnen. Den blev behandlet i teknik- og miljøudvalget i onsdags, og på tirsdag i næste uge er den på byrådets dagsorden.

LÆS: Flertal trumfede plan igennem: Grønt lys for byggerier på Nordhavnen

Seneste web-tv


    Seneste gallerier