Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Søren Nielsen er anden generation i Hospitalsgades legetøjsbutik, som forældrene, Peter og Karen Nielsen, åbnede i 1979.
 Legeland har tre forskellige hjemmesider, der sælger forskellige former for legetøj og hobbyudstyr. Fremover bliver der mere plads til at pakke internetordrer, når et nyt, større lager tages i brug.
 Søren Nielsen er anden generation i Hospitalsgades legetøjsbutik, som forældrene, Peter og Karen Nielsen, åbnede i 1979.

Legeland opruster med nyt lager

Publiceret: 30.09.2016 10:14
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Det dufter tydeligt af pap på lageret, som endnu ikke er taget i brug. Derfor står de fleste varer stadig i hver deres papkasse. De er placeret på talrige europaller.

Lageret er det nyeste initiativ, der skal sikre en bedre og mere effektiv håndtering af det stigende antal inter-netordrer, der tikker ind hos Legeland i Hospitalsgade i Horsens hver dag.

- På det andet lager kan der godt være trangt, når vi i højsæsonen skal stå 15 mand og pakke, siger indehaver af Legeland, Søren Nielsen, om butikkens hidtidige internetlager i butikkens baglokale.

Har brugt penge forkert
Allerede tidligt i internettets levetid markerede Legeland sig med en hjemmeside, som kom online i 1997.

Meget mere end et billede af den fysiske butiks facade samt et telefonnummer var den dog ikke de første par år. Det blev der lavet om på omkring år 2000. Da fik butikken lagt billeder af nogle af varerne på hjemmesiden, og de første online-ordrer begyndte at komme ind.

- I starten kom der måske en ordre hver anden måned, og mange gange var det på en vare, der var udgået flere år forinden. Nethandel blev ikke rigtig taget seriøst, så varerne på hjemmesiden blev heller ikke opdateret, husker Søren Nielsen.

Det ændrede sig i 2007, da to fætre fik Søren Nielsen og de tidligere ejere, forældrene Peter og Karen Nielsen, overbevist om, at fremtidens handel i høj grad kom til at foregå på internettet.

- På det tidspunkt begyndte der at komme daglige ordrer. Vi sørgede for, at varerne var sat rigtigt op på hjemmesiden, og at de var på lager. Vi fandt ud af, at man kunne gøre, så man blev vist som én af de første på Google. Det brugte vi rigtig mange penge på, og det gør vi stadigvæk. Vi brugte også mange penge forkert, men i sidste ende bar det frugt, siger Søren Nielsen.

Tag kampen op
I dag har Legeland tre forskellige hjemmesider, som især de seneste tre år er eksploderet i vækst.

- Det stak fuldstændig af fra 2014. Vi har tit snakket om, at havde vi været et A/S eller ApS, så havde vi fået Gazelleprisen for længe siden. I stedet har vi for sjov givet os selv en gepard. Den løber også 30 procent stærkere end en gazelle, griner Søren Nielsen.

Han mener, at for mange detailforretninger klager for meget over de ydre omstændigheder fremfor at tænke anderledes.

- I detailbranchen har man en tendens til at give omgivelserne skylden for stagnation eller tilbagegang af omsætning. Når man er gået 20 procent ned i omsætning, kigger man ud ad vinduet og tænker, at det skyldes en dårlig sommer, at der ikke må køre biler på Søndergade, eller at internettet tager al handlen. I princippet burde man gå ud af sin butik og kigge ind på den og spørge, hvorfor den ikke præsterer, som man gerne vil, siger Søren Nielsen og fortsætter:

- Detailfolk i alle brancher skal bare op af stolen og så gå ind på internettet og se, hvilke vilkår der er der. De vilkår skal man som minimum følge. Jeg siger ikke, at man skal gå ned og matche laveste netpris på varerne, men de skal have mulighed for at få deres penge tilbage, selv om de køber en udsalgsvare - ligesom man kan på nettet.

Søren Nielsen ser ikke nødvendigvis en internetbutik som en direkte konkurrent til de fysiske butikker. Han er overbevist om, at hans butik har opnået en masse positive fordele, fordi Legeland også driver forretning på internettet.

- Vores nethandel fortæller mig, hvilke varer kunderne efterspørger og til hvilken pris. Vi kan så øge vores indkøbsvolumen på de mest hotte varer og tilbyde vores kunder i Horsens de mest solgte og populære varer til en rigtig skarp pris i vores fysiske butik, siger han og fortæller, at den fysiske butik i Hospitalsgade ikke har mistet omsætning. Tværtimod oplevede butikken en stigning i omsætningen sidste år.

En anden sidegevinst ved hjemmesiderne er, at mandagen, der ellers ville være den mest rolige, kan bruges til at pakke de mange internetordrer, der er kommet ind i løbet af weekenden. Det har betydet, at Søren Nielsen har kunnet fastholde og endda udvide personalestaben. Legelandschefen er dog klar over, at det er nemmere sagt end gjort at starte en onlinebutik.

- Jeg vil hellere starte tre nye fysiske butikker end én onlinebutik, fordi det kræver meget arbejde og kapital. Når du kaster dig ud i online, er du på totalt dybt vand, og der er ikke nogen, der kan hjælpe dig. Der er en masse gribbe, der gerne vil til fadet, som siger, at de har hele løsningen på at markedsføre dig, men der skal man virkelig passe på de mange faldgruber, der desværre også er i onlinebranchen.

- Mit råd til detailhandlende med fysiske butikker er, at vil du åbne en netbutik, skal du gøre det 100 procent helhjertet og være indstillet på at investere masser af tid, energi og penge i det. Vælger man derimod webshoppen fra, skal butikken som minimum opfylde de samme regler om fortrydelsesret, som forbrugerne får ved nethandel i dag.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier