Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Hanne Rasmussen og hendes søskende har været meget tæt på forældrene i årene, da morens demenssygdom udviklede sig - og det er de fortsat. I forløbet kom de også i kontakt med demensteamet og bliver fulgt og vejledt af demenskonsulent Sara Lund Laugesen. FOTO: MORTEN PAPE
 Hanne Rasmussen og hendes søskende har været meget tæt på forældrene i årene, da morens demenssygdom udviklede sig - og det er de fortsat. I forløbet kom de også i kontakt med demensteamet og bliver fulgt og vejledt af demenskonsulent Sara Lund Laugesen. FOTO: MORTEN PAPE

Svært men rigtigt, at mor kom på plejehjem

Publiceret: 25.09.2016 16:01
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
I mindst 10 år har Hanne Rasmussens mor været dement.

Det begyndte i det små. Hun glemte sin pung i Brugsen, når hun handlede, og hun glemte børnebørnenes fødselsdage. Noget, hun aldrig før havde glemt.

Og stille og roligt blev det værre og værre. En dag faldt hun om og kom på sygehuset, hvor hun fik stillet diagnosen demens. Det var i 2011.

1. juli i år flyttede hendes mor på plejehjem.

- For os pårørende var det den eneste rigtige beslutning, men det var meget svært for min far. I går snakkede han igen om, om det nu også var det rigtige. Det var det. Men det er svært at skilles ad, når man har levet et langt liv sammen, fortalte Hanne Rasmussen, som torsdag aften fortalte om at være datter til en dement mor på Ceres Centret.

Svært at sige ja til hjælp
Trods diagnosen var det svært at få hjælpen ind over dørtærsklen.

- På et tidspunkt kunne min far ikke længere få min mor i bad, så vi fik en hjemmehjælper, der skulle sørge for det. Men det ville min mor bare ikke tage imod.

Ophold på daghjem blev også umuligt.

Efter at have været der nogle dage i løbet af tre uger, kom bussen igen og hentede hende - men nej, tak, den ville hun ikke med længere.

Så kom der aflastning i hjemmet. Her prikkede familien til morens gæstfrihed, da hun afviste den fremmede gæst.

”Men du byder da altid på kaffe, mor”, sagde døtrene.

Og nå, ja, det gjorde hun, så ”gæsten” kom ind til kaffe.

Men det blev sværere og sværere for hendes far at klare det.

I et hjem, hvor moren stod for arbejdet indenfor, mens hans domæne var udenfor, blev det også svært, da hun ikke magtede at lave mad længere.

- Selv om suppen var lavet, og den bare skulle varmes op, kunne hun finde på at komme sukker i den i stedet for salt.

Hverdagsopgaver, der tidligere lå på rygraden, var blevet fremmede, og Hanne Rasmussens mor forlod ikke hjemmet.

- Men hun lavede alle mulige mærkelige ting. En dag havde hun stegt frikadeller og sat panden ind i et skab. Det opdagede vi først, da det begyndte at lugte.

Sådan blev hverdagen mere og mere uoverskuelig.

Selv om hun er overbevist om, at plejehjemmet er den rigtige løsning, fortryder hun, at moren ikke fik en plads på et decideret hjem for demente.

- Efter hun er kommet på plejehjem, søger hun enhver åben dør og stikker af. Hun er blevet hentet i rundkørslen midt i trafikken, hun er kravlet ud af et vindue og er gået rundt på taget.

Håbet er, at moren med tiden finder sig til rette i sit nye hjem.

Skab den gode stemning
Men hukommelsen er væk.

- I starten når hun spurgte efter sin mor, fortalte vi, at hun var død, og hun blev ked af det. Min søster kørte hende på kirkegården for at vise graven. Men kort efter kunne hun alligevel ikke huske det. I dag, når hun spørger, om jeg har set hendes mor, snakker jeg hende mere efter munden. Siger nej, og måske er det fordi, hun er ude at hjælpe med høsten. Jeg ved ikke, om det er det rigtige.

- Det er det, lød den klare tilbagemelding fra demensteamets psykolog, Susanne B. Overgaard.

- Det er det, vi opfordrer folk til. Demente kan ikke huske, hvad der bliver sagt, men de kan huske den stemning, der var i samtalen, og den stemning bliver de efterladt i. Så det gælder om at skabe gode øjeblikke i nuet. GRAU

Seneste web-tv


    Seneste gallerier