Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Frygten for sygdommen VHD, som senest har ramt de vilde kaniner på Endelave, får nu de lokale kaninavlere til at aflyse alle aktiviteter. Sygdommen er ekstrem smitsom og ekstrem dødelig. Derfor er blandt andet al kaninhop i Horsens og Omegns Kaninavlerforening indstillet indtil videre. Arkivfoto
 Frygten for sygdommen VHD, som senest har ramt de vilde kaniner på Endelave, får nu de lokale kaninavlere til at aflyse alle aktiviteter. Sygdommen er ekstrem smitsom og ekstrem dødelig. Derfor er blandt andet al kaninhop i Horsens og Omegns Kaninavlerforening indstillet indtil videre. Arkivfoto

Lokale kanin-avlere aflyser alt af frygt for dødelig virus-sygdom

Publiceret: 15.09.2016 14:35
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Hold din kanin hjemme og indendørs og lad den ikke mødes med andre kaniner.

Sådan lyder henstillingen fra Danmarks Kaninavlerforening i kølvandet på udbruddet af en særdeles smitsom virus, som blandt andet har ramt de vilde kaniner på Endelave, hvor det skønnes, at omkring halvdelen af bestanden er bukket under for sygdommen VHD.

Sygdommen har i sommerens løb hærget i både Nordtyskland og i det sydlige Sverige, ligesom Bornholm har været ramt.

Udbruddene har fået Danmarks Kaninavlerforening til at fraråde alle udstillinger og samlinger af kaniner, foreløbig til den 3. oktober.

Alt er aflyst
Den opfordring har de taget til sig i Horsens og Omegns Kaninavlerforening, der har omkring 60 aktive medlemmer.

- Her i Horsens er alt i kaninavlerforeningen aflyst. Ingen udstillinger, ingen hopkonkurrencer, ingen hoptræning og kaninfolket mødes slet ikke i øjeblikket for at undgå, at eventuel smitte breder sig, fortæller Aase Bjerner, formand for Horsens og Omegns Kaninavlerforening.

Forholdsreglerne gælder indtil videre frem til den 4. oktober.

- Derefter tager vi det op igen og beslutter, om vi skal forlænge perioden, siger Aase Bjerner.

Hun tilføjer, at kaninavlerne er vant til, at deres kæledyr trues af sygdomsudbrud.

- Der er næsten hvert år nogle, som bliver ramt af myxomatose, som også er den sygdom de har på Fanø for tiden, men den her sygdom er bare ekstremt smitsom og dødelig, så det sætter virkelig vores hobby på en prøve, siger Aase Bjerner.

Hold kaninen inde
Hun opfordrer til, at alle kanin-holdere sætter sig ind i de forholdsregler, som Danmarks Kaninavlerforening har sendt ud til sine medlemmer.

- Det anbefales blandt andet, at man ikke tager sin kanin med udenfor og ikke giver den grønt foder. Derudover er det vigtigt at pointere, at sygdommen er anmeldelsespligt, siger Aase Bjerner.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier