Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Reza Musavi drev i 10 år enmandspraksis i Rask Mølle. Han har nu lukket sin praksis, og de 7-800 patienter har måttet finde en ny læge. En stor del af dem i Uldum, der nu ikke kan tage imod flere patienter. Arkivfoto
 Reza Musavi drev i 10 år enmandspraksis i Rask Mølle. Han har nu lukket sin praksis, og de 7-800 patienter har måttet finde en ny læge. En stor del af dem i Uldum, der nu ikke kan tage imod flere patienter. Arkivfoto

Læge har lukket - og det er umuligt at få læge i nabobyer

Publiceret: 04.09.2016 14:00
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Lukket for tilgang. Søger man efter en ny læge i Uldum, er det ordene, der siden juli har mødt patienterne i området.

Lægehuset i Uldum har været nødt til at lukke for tilgang af nye patienter efter det i løbet af foråret har fået mellem 300 og 400 nye patienter fra Rask Mølle. Den massive gruppe af nye patienter i Uldum er opstået, fordi Rask Mølles enlige praktiserende læge, Reza Musavi, har valgt at lukke sin praksis.

- Der har været en siven af patienter fra Rask Mølle de senere år, så vi havde i forvejen meget at lave. De 300-400 patienter, vi fik, da Reza lukkede, medførte, at vi kom over grænsen, der gør det muligt at lukke for tilgang. Da det tilmed var en forholdsvis tung patientgruppe, vi modtog, fik vi så meget ekstra at lave, at vi var nødt til at lukke for yderligere tilgang, fortæller Lars Sterndorff, der er en ud af tre læger i Lægehuset i Uldum.

Kun Tørring tager imod
Her er der nu tilknyttet godt 5000 patienter, og i området er det nu kun Tørring Lægehus, der er åben for tilgang af nye patienter.

Både Hedensted Lægehus, læge Finn Andersen i Vrønding og Lægehuset Tinghuspladsen i Brædstrup har lukket for tilgang. Ud over Tørring Lægehus findes de nærmeste læger med tilgang af patienter for Rask Mølle-borgere i Østbirk eller Horsens.

Ifølge Lars Sterndorff er situationen i området ganske alvorlig.

- Det er et kæmpe problem, at det kun er Tørring, der tager imod patienter. Det giver ingen valgfrihed for borgerne. Hvis man f.eks. er raget uklar med sin læge i Tørring, er der ingen andre steder at gå hen, lyder det fra Lars Sterndorff.

Ansvaret for at sikre et frit lægevalg ligger hos Region Midtjylland. I regionen har vurderingen været, at der ikke har været grundlag for at søge efter en ny læge til Rask Mølle.

Praksis kunne ikke løbe rundt
Det fortæller Lasse Guldbrandsen, kontorchef i økonomi og analyse i Region Midtjylland.

- Reza Musavi lukkede sin praksis, fordi han ikke længere kunne få butikken til at løbe rundt. Han havde et faldende antal patienter, og det skyldes nok delvis placeringen i et landområde, lyder det fra Lasse Guldbrandsen.

Normalt foregår handlen med ydernumre direkte mellem lægerne. Hvis en læge som Reza Musavi ikke kan afhænde sit ydernummer, ryger det populært sagt tilbage i regionens kasse, der frit kan disponere over det.

- I det her tilfælde har vi vurderet, at der var tilstrækkelig kapacitet i de omkringliggende praksisser til at optage patienterne, så derfor har vi valgt ikke at søge en ny. Vores opgave er at sikre, at de læger, der er, bliver placeret, hvor der er brug for dem. Det ville med andre ord være spild af lægekapacitet at finde en ny læge til Rask Mølle, siger Lasse Guldbrandsen.

Reza Musavi overtog i 2005 enmandspraksissen i Rask Mølle efter Per Essebo. Reza lukkede sin praksis i april i år efter flere år, hvor han havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Ifølge Reza Musavi bl.a. fordi en stor del af patienterne var kronikere.

Reza Musavi har uden held budt på ydernumre m.m. i Horsens og på Endelave og er i dag sygemeldt. Han har sat huset i Rask Mølle, hvorfra han drev praksissen, til salg.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier