Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
hsfo.dk
 Arkivfoto
 Arkivfoto

På mandag går det løs: Her er 10 ting, du skal tjekke

Publiceret: 08.03.2016 08:08
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Skal man have penge tilbage eller betale? Fra den 14. marts valfarter danskerne til skat.dk for at se deres årsopgørelse. Men midt i iveren efter at se det endelige resultat glemmer mange, at de faktisk kunne betale mindre i skat, hvis de angav de rigtige fradrag.

- Fordi SKAT registrerer de fleste oplysninger automatisk, tror mange, at SKAT registrerer alle oplysninger, men det er langt fra tilfældet. Særligt børnebidrag, rejsefradrag, håndværkerfradrag og befordringsfradrag er nogle af de poster, der ikke nødvendigvis er fortrykt og derfor skal tjekkes igennem, siger skatteekspert i Deloitte Doris Erlandsen.

Det kan altså godt betale sig at gå tallene igennem en ekstra gang, inden årsopgørelsen arkiveres i reolen.

- Alt for mange danskere haster igennem systemet og snyder dermed sig selv for potentielt tusindvis af kroner. Slået sammen kan de mange fradrag have en stor indflydelse på det endelige resultat. Der er derfor god økonomi i at sætte et par timer af til at tjekke, om alt også er, som det skal være, siger Doris Erlandsen.

Særligt, hvis man er flyttet, blevet skilt eller har foretaget større ændringer i sin økonomi, bør man være ekstra varsom, når man kigger årsopgørelsen igennem, mener Doris Erlandsen:

- Så snart der sker ændringer i ens livssituation, vil der typisk også ske ændringer i skatten. Her er der ekstra god grund til at være på vagt.

Du bør som udgangspunkt kontrollere alle oplysninger på din årsopgørelse, men det er især vigtigt, at du er opmærksom på forhold, der ikke automatisk bliver indberettet til SKAT. Her er 10 ting, du som minimum bør tjekke.

1. Håndværkerfradrag
Du kan for 2015 få håndværkerfradrag (servicefradrag) på op til 15.000 kr. inkl. moms for arbejdsløn til service og vedligeholdelse på din bopæl. Fradraget er for alle medlemmer af husstanden, der er fyldt 18 år senest d. 31. december 2015. Et ægtepar eller samlevende par kan således få fradrag på op til 30.000 kr.

For helårsboliger er det et krav, at du boede i boligen, mens arbejdet blev udført. For fritidsboliger kan fradraget kun anvendes af ejeren og ejerens ægtefælle.

Få at få fradrag skal du indtaste beløbet via TastSelv. Husk efterfølgende at tjekke, at det rent faktisk er med på årsopgørelsen.

Du skal have betalt for arbejdet senest den 29. februar 2016 for at få fradrag i 2015.

2. Befordringsfradrag
Du er berettiget til befordringsfradrag, hvis afstanden fra din bopæl til din arbejdsplads er mere end 12 km, uanset om du cykler eller kører i bus, bil eller tog.

Hvis befordringsfradraget er fortrykt, så tjek, at det er den korrekte strækning og det korrekte antal dage. Hvis det ikke er fortrykt, skal du selv angive det. Her kan du med fordel anvende SKAT’s beregningsmodel, men husk at angive det korrekte arbejdssted og det korrekte antal dage.

Får du transporten betalt af din arbejdsgiver - fx ved pendlerkort, fri bil eller varebil - skal du sørge for, at der ikke står et befordringsfradrag på din årsopgørelse, da du ellers kan risikere, at fradraget bliver beskattet som personlig indkomst.

3. Underholdsbidrag og børnebidrag
Du bør altid kontrollere, om underholds- og børnebidrag er indberettet er korrekt, ligesom du selv skal huske at skrive bidrag på, som er aftalt privat.

Du har ret til fradrag for børnebidrag, indtil dit barn er fyldt 18 år, hvis du er blevet separeret, skilt, eller jeres samliv er ophævet. Du har også ret til fradrag for børnebidrag til børn, du har fået uden for ægteskab, såfremt barnet ikke bor hos dig. Dog er der ikke fradrag for et årligt beløb på 1.776 kr. (2015).

Har I som forældre fælles forældremyndighed, og bor barnet hos jer på skift, anses barnet for at bo, hvor det er registreret med folkeregisteradresse.

Herudover er der fradrag, hvis du betaler ægtefællebidrag. Hvis du omvendt modtager ægtefællebidrag, skal du betale skat af beløbet.



4. Rejsefradrag
Hvis du har været på en rejse af 24 timers varighed med overnatning i forbindelse med dit job, har du ret til at få fradrag for dine udgifter, enten de faktiske udgifter eller med en standardsats, dog maksimalt 25.900 kr. i 2015. Husk, at der ikke længere er nogen bundgrænse.

Er udgifterne allerede dækket af din arbejdsgiver, kan du stadig få fradrag for småfornødenheder. Her er fradraget 117,75 kr. pr. døgn.

5. Fradrag for velgørenhed
Du er berettiget til fradrag for gaver til velgørende foreninger og organisationer, der er godkendt af SKAT. Du kan få fradrag for maksimalt 15.000 kr. i 2015, og der er ikke længere nogen nedre bagatelgrænse.

For at få fradrag, skal foreningen dog forinden have indberettet beløbet til SKAT. Hvis du har givet foreningen dit CPR-nr., bør det ske automatisk, men det er altid en god ide selv at tjekke efter.

6. Ejendomsværdiskat
Ejendomsværdiskat er som udgangspunkt fortrykt på årsopgørelsen. Ejer du flere boliger, eller er du flyttet i løbet af året, bør du dog tjekke, at du kun betaler skat for den bolig, du bor i, og i den periode, du bor i den.

7. Køb og salg af værdipapirer
Køb og salg af danske værdipapirer bliver som udgangspunkt indberettet af bankerne til SKAT. Dog bør du altid kontrollere, at handlerne er registreret korrekt, da der kan være fejl i anskaffelsessummerne. Det har stor betydning, såfremt du senere vil have fradrag for et eventuelt tab.

8. Udenlandske ejendomme, bankkonti og investeringer
SKAT har ikke oplysninger om udenlandske bankkonti og udenlandske investeringer, hvorfor du selv skal oplyse om disse.

Herudover skal du huske at udarbejde en blanket K det første år, du har en udenlandsk bankkonto, samt en blanket V for udenlandske investeringer. Det er vigtigt at fortælle SKAT om alle dine udenlandske investeringer, da det er en del af din selvangivelsespligt.

SKAT får heller ikke automatisk oplysninger, hvis du har købt en udenlandsk ejendom. Du skal derfor selv indberette et eventuelt køb. Det gøres lettest ved at anvende TastSelv, hvor du finder udenlandske ejendomme under rubrik 212-214. Også udenlandske ejendomme er en del af din selvangivelsespligt.

9. Løn, pension og renter
Løn, pension og renter er som hovedregel fortrykt på årsopgørelse. Derfor kan det alligevel betale sig at tjekke igennem, om alting stemmer, eller om der er behov for korrektioner. Tjek fx, at indskud på ratepensionsordninger ikke overstiger maksimumgrænsen for fradrag. Husk også at selvangive renter af eventuel privat gæld, da de ikke automatisk indberettes til SKAT.

10. Selvstændig virksomhed og udlejningsejendom
Hvis du driver en selvstændighed virksomhed eller har lejet din bolig ud, skal du selv oplyse SKAT om det skattemæssige overskud eller underskud.

Har du haft overskud, vil det typisk medføre, at du skal beskattes. Har du derimod haft underskud, kan det fratrækkes i din øvrige personlige indkomst, såfremt der ikke er tale om en hobbyvirksomhed.



Seneste web-tv


    Seneste gallerier








      Jysk Fynske Medier

      Jysk Fynske Medier er en virksomhed dannet ved en fusion mellem Jyske Medier, Fynske Medier og Syddanske Medier. Det nye mediehus er landets tredjestørste med en budgetteret omsætning på 1,6 milliarder kroner og omkring 1325 medarbejdere. Koncernen udgiver 6 dagblade med et læsertal på en gennemsnitlig hverdag på 370.000 og på en gennemsnitlig søndag på 316.000. Hertil kommer 47 ugeaviser med et samlet oplag på mere end 1,1 millioner eksemplarer, ligesom koncernen ejer 3 lokalradioer med et gennemsnitligt ugentligt lyttertal på mere end 500.000. Hertil kommer en bred palet af digitale medier med mere end 1,2 million brugere og mere end 88 millioner sidevisninger. Endelig ejer Jysk Fynske Medier distributionsselskaber, et reklamebureau, et webbureau, grafiske virksomheder, trykkerier, filmselskaber og andre medierelaterede virksomheder.

      Adresse

      Horsens Folkeblad

      Søndergade 47

      DK-8700 Horsens

       

      Tlf: 76272000

      Fax: 75610797

       

      Kontakt os på e-mail

      Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Horsens Folkeblad. Horsens Folkeblad har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.

      Vilkår for anvendelse af Net-Avis og E-avis | Cookie- og Privatlivspolitik