Publiceret: 2012.07.24. 06:00
Det tog kun 80 sekunder for galleriejer Erik Guldager at fylde 110 pladser til en støttefest for den meget omtalte Restaurant Vejlegården i Vejle.
I lørdags lagde han en invitation til støttefesten på sin facebook-side, og flere tusinder har siden forsøgt at komme med.
- Først fulgte jeg bare konflikten mellem Vejlegården og 3F perifert, men så sidste onsdag ringede jeg til Amin Skov for at udtrykke min sympati, fortæller han.
Har oplevet mordtrusler
Det blev til mere end en telefonsamtale, og næste dag stillede Erik Guldager op i køen bag journalister, der ville mødes med Amin Skov.
- Jeg ved jo, hvad det vil sige at være under såvel psykisk som økonomisk pres, så vi havde en masse at snakke om, siger Erik Guldager, der har haft mordtrusler inde på livet i forbindelse med Kurt Westergaards Muhammed-tegninger.
- Trusler virker som en rød klud på mig. Man kan vælge at forholde sig passivt, men jeg har overskud til at lave lidt ballade, siger galleristen.
Interesse fra Holland
Da Erik Guldager kom hjem til Skanderborg, skrev han et langt læserbrev til Vejle Amts Folkeblad.
- I alt 9000 mennesker har "synes godt om" og brevet er delt mere end 1400 gange på facebook.
- Jeg har fået mail fra et par, der vil afbryde deres ferie i Frankrig og sidde udenfor resaturanten med medbragt mad, og der er også en mand fra Holland, der gerne vil køre herop, bare han kan få en plads, siger Erik Guldager, der dog holder fast i, at det i videst muligt omfang er de først tilmeldte, der får pladserne.
Blandt gæsterne til stegt flæsk med persillesovs den 1. august er Inger Støjberg, Joachim B. Olsen og kendte erhvervsfolk.
Inger Støjbjerg holder tale, og derudover har Erik Guldager bestilt en Kurt Westergaard-tegning, der skal sælges på en auktion til fordel for Vejlegården.
- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg egentlig ikke går imod 3F, men bare gerne vil støtte Amin Skov og retten til det frie valg, siger han.
Fortsætter kampen
Erik Guldager pakker ikke kampgejsten sammen, når den stegte flæsk er fortæret på onsdag.
- Jeg og nogle andre har aflagt musketér-ed på, at vi ikke stopper, før 3F ruller banneret sammen. Men det bliver på en positiv måde, for jeg er i mod negativ adfærd, siger han.
En af de måder, Erik Guldager nu hjælper Amin Skov på, er ved at sprede Vejlegårdens menukort via facebook.
- Indenfor to døgn har over 200.000 mennesker set hans menukort. Det kunne han ikke have opnået ved almindelige annoncer, siger Erik Guldager.