Publiceret: 2012.07.02. 06:00
AC Horsens åbnede striben af træningskampe med at besejre FC Midtjylland med 1-0, men optimismen led et knæk, da holdet lørdag blev sat effektivt på plads af OB, der vandt overbevisende med 4-1.
AC Horsens var langt fra niveauet i FCM-kampen, og det gav OB-spillerne oceaner af plads at spille på. AC-spillerne virkede trætte, og der var et hav af tekniske fejl.
Lignede en ydmygelse
Andreas Johansson åbnede målfesten med målet til 1-0 efter 10 minutter. På første halvlegs sidste spark øgede Rurik Gislason til 2-0.
Det lignede en større ydmygelse, da Andreas Johansson let scorede til 3-0 kort efter pausen, men den tidligere OB-angriber Henrik Toft reducerede sikkert til 3-1 på Søren Jensens indlæg efter 50 minutter.
Hans Henrik Andreasen nåede blot at være på banen i få sekunder, hvorefter han headede et hjørnespark i nettet til 4-1.
Tre af OB-målene faldt efter dødbolde.