Præcis kl. 11 kørte kongehuset bil "Krone 8" ind ved Bugten i Juelsminde. Ud af bilen steg en storsmilende kronprinsesse Mary, som vinkede til de mange fremmødte.
Anledningen var åbningen af den officielle gåtur langs kysten op til Kirkholm. Og det var noget, som kunne trække masser af folk til Juelsminde. Biler holdt parkeret hele vejen langs det sidste stykke af Gludvej inden Juelsminde, og allerede en halv time inden kronprinsessens ankomst var pladserne med det bedste udsyn bag afspærringerne fyldte.
Virvar
Sammen med to hjertebørn klippede kronprinsesse Mary snoren til ruten, og begav sig derefter ud på turen, der for hendes vedkommende sluttede efter ca. 700 meter, inden hun skulle videre til et arrangement i Horsens.
Og selvom der utvivlsomt var mange, som var kommet for at gå den officielle kystvandringstur, som i øvrigt er et nyt samarbejde mellem Hjerteforeningen og Danmarks Naturfredningsforening, så var der i den grad rift om at få de bedste billeder og komme tæt på landets kommende dronning. Kronprinsessen selv tog turen med et smil, og tog sig tid til at mærke vandet ved bugten og kaste sten ud i vandet sammen med børnene.