Horsens Brand og Redning afspærrede fredag ved 14-tiden en lille del af gågaden på Søndergade i Horsens ud for nummer 33 og 35 på grund af nedfalden murværk.
Puds på gavlen havde løsnet sig og faldt ned på strøget mellem de handlende - ingen kom heldigvis til skade, oplyser indsatsleder ved Horsens Brand og Redning Ole Hansen-Wessel.
- Vi fik fjernet noget af pudset, som sad på bindingsværk og tråd og afspærrede på gaden under ved gavlen, siger han.
- Det kunne have slået hårdt, hvis nogen var blevet ramt af de store stykker puds, der faldt ned, siger indsatslederen.