To gange i de kommende dage bliver de lokale Metallica-fans inviteret til forfest forud for næste onsdags koncert med det amerikanske heavy-band.
TEMA: Metallica kommer til Horsens
Begge gange lægger KulisseLageret lokaler til, på fredag med "Movies 'n Metallica", som Hard Rock Horsens står bag, på tirsdag med den danske afdeling af Metallicas officielle fanklub som vært.
Fredagens arrangement bliver et nyt koncept, der skal prøves af: en filmaften krydret med livemusik.
Kulisselageret står klar med øl og popcorn. Lærredet er sat op til en helt ny dokumentar- og live-film om de amerikanske superstjerner. Filmen krydres med det lokale kopiband Seek N' Destroy, opkaldt efter et velkendt Metallica-nummer.
Musikken starter ved 22-tiden. Billetter i forsalg kan købes på Billetlugen og Den Gyldne Hest i Thonbogade.
Tirsdagens pre-party starter kl. 19. Her står den på masser af Metallica-musik, konkurrencer og ikke mindst chancen for at møde de rigtigt hengivne fans.