Den positive udvikling i antallet af dræbte i trafikken fortsætter.
Ifølge Vejdirektoratets foreløbige opgørelse blev 10 personer på landsplan dræbt i trafikken i april. Tallet sidste år var 22, og det var i forvejen et lavt tal for april måned, hvor typisk op mod 40 personer mister livet, oplyser projektleder Stig Hemdorff fra Vejdirektoratet.
Han mener, at bl.a. den økonomiske krise har indflydelse på, hvordan folk kører bil.
- Trafikmønstret har ændret sig, bl.a. fordi benzinen er blevet så dyr. Folk kører ikke så hurtigt og aggressivt mere, det gælder især blandt de unge, siger Stig Hemdorff.
Han tilføjer, at teorien underbygges af, at der i sidste halvdel af 2011 var færre ulykker med unge om natten.
Der er aldrig tidligere set så lavt et antal dræbte som april måned i år.
Med opgørelsen fra april konstaterer direktoratet, at antallet af dræbte har ligget under 20 i alle måneder af 2012 indtil nu.
Også antallet af tilskadekomne og antallet af personskadeulykker for april er rekordlavt. Der var 262 tilskadekomne i april 2012. Det er også det laveste for en april måned siden 1985, hvor statistikken begyndte.