Publiceret: 2012.05.24. 06:00
For en enkelt aften vendte Ørkenens Sønner onsdag tilbage til de gode, gamle dage: et på alle måder intimt show på Horsens Ny Teater.
Galleri: Ørkenens Sønner på HNT
Logebrødrene – fisse, fisse, fez, fez – er i disse dage ved at runde af med showet "Varm luft i Canal Grande", som over det seneste års tid har spillet dels i København, dels turneret i provinsen. Horsens havde besøg i december med to show i Forum Horsens.
Og ud af den blå luft kom så nyheden om, at Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Koefoed vendte tilbage – oven i købet til Horsens Ny Teater. Åh, det blev som i gamle dage, da logen endnu arbejdede sig frem mod berømmelsen: publikum tæt på scenen, frit udsyn til alle herlighederne og fire uhyre veloplagte sønner. For selv om showet er nummer jeg-ved-ikke-hvad i rækken, var der imponerende høj rejsning hele vejen igennem.