Alt for meget af det gode gale

Den driftige fiskegrosserer Collin udvandrer med sin familie til Maine, hvor han bygger sig en borg, en by og et fiskeriimperium.

Til husstanden hører den karismatiske søn, Barnabas, som forelsker sig stormende i blide Josette, mens vilde Angelique forelsker sig stormende i ham, og som - efter han har dumpet hende - tager en grufuld hævn: Hun gør Barnabas til en nosferatu, en udødelig vampyr, og begraver ham levende.

Maine, 1972: Et gravearbejde befrier Barnabas til en borg, der er en forfalden ruin beboet af hans degenererede efterkommere, og en by og et fiskeriimperium, der er styret af den hævnhungrende heks, Angelique.

Collin'erne anno 1972 består af en synsk, ulykkelig søn, hans fordrukne psykiater og mopsede teenagesøster, hans selvfedt skabagtige far og urealistisk sværmeriske mor, så forbrødringen med den 200 år gamle forfader er øjeblikkelig og total og grundlaget for sælsomme begivenheder lagt.

At placere genopstandelsen i 1972 er genialt: USA er indsvøbt i hashtåger, trafikeret af tofarvede Folkevogns-rugbrød fyldt med skæve hippier, som hader den raserende Vietnam-krig og lytter til ørehængende pop, mens de prædiker flowerpower og maler sig selv og verden i psykedeliske farver.

Det er reneste, skønneste, mest nostalgisk udflippede kitch-kræs for dem, der husker alt dette, og som afgjort er filmens største målgruppe.

Pragtfuld Depp

På lydsporet drøner lige så minde-fremkaldende The Carpenters, og til det store bal optræder - helt usandsynligt evigt-ungt - Alice Cooper himself.

Netop disse to popkoryfæer kommenterer den 200-årige undrende: "Sikke dog nogle musikalske tømrere" (Carpenters) og "Hvilken hæslig kvinde!" (Alice Cooper). En (da)tidstypisk, kvik, klog humor, der gennemstrømmer hele filmen.

Som heksen Angelique lever Eva Green ikke op til det garvede, vanvidsvante Burton-team anført af en pragtfuld Johnny Depp som vampyren, der på formfuldendt klassisk højengelsk og overdådigt kontrolleret tilpassende sig de nye tider føjer endnu en markant rollefigur til sit imponerende galleri.

Men skønt instruktør Tim Burton med sikker hånd styrer sine spillere, opbygger et detalje-orgiastisk 1972-USA, sampler et nostalgi-klingende lydspor og udfolder sin bjergtagende visuelle originalitet omkring den stilsikkert syrede fortælling, så kender han ikke sine begrænsninger.

I ustyrlig begejstring for filmmediets uendelige muligheder dynger han effekter og eventyr-action op i en totalt ukontrolleret, ustruktureret mængde, som ender med at kvæle, overdøve og begrave alt det fine, originale og interessante.