Publiceret: 2012.04.26. 06:00
Skanderborg tabte med 29-27 til GOG i kvalspillet om retten til at blive i håndboldligaen, men alligevel var der ingen sure miner i Morten Børup Hallen. Tværtimod.
Skanderborg fik en hjælpende hånd af Mors/Thy, der med en sejr over Ringsted reelt sikrede Skanderborg en ny sæson i landets bedste række.
Dermed er den sidste kamp mellem Skanderborg og Mors/Thy i weekenden uden betydning.
Skanderborg halsede hele tiden efter gæsterne fra Fyn, og som anden halvleg skred frem var det tydeligt, at både trænere og spillere i Skanderborg-lejren havde fået besked på, at det ikke længere gjaldt liv eller død inde på banen.
Skuffelsen over nederlaget var stor, men den blev hurtigt vendt til glæde over en godkendt sæson for oprykkerne, der nu kan begynde at forberede sig på næste sæson i håndboldligaen.