Publiceret: 2012.04.22. 06:00
Solbrønden, som ingeniør Niels Kristian Knudsen opfandt i 1970´erne, er foreløbig kun blevet fremstillet som prototype.
Den fungerede til gengæld i 15 år, fra 1980 til 1995, som opvarmningskilde til Knudsens hus på Rolighedsvej i Hedensted.
- Vi fik installeret 24 kvadratmeter solfangere på taget, og varmen herfra blev si via brønden ført ned i jorden, hvor den kunne opbevares, indtil vi om vinteren trak den op og ind i huset med en varmepumpe. Det fungerede upåklageligt frem til 1995, da solfangerne blev utætte, og varmepumpen skulle udskiftes. Så fik jeg et problem, for de firmaer, som jeg havde købt solfangerne og pumpen ved, var ophørt med produktionen, og da fjernvarmen i Hedensted på samme tid kom med et tilbud om gratis tilslutning, tog vi imod det, fortæller Niels Kristian Knudsen, der ser store muligheder i opfindelsen.
- Det banebrydende ved solbrønden er at der ikke er noget tab af varme ved at opbevare i den i jorden. Tværtimod ser det ud til, at vi kan akkumulere varme, og det giver nogle spændende perspektiver i forhold til at lave solkraftanlæg fremfor atomkraftanlæg. I princippet kan hele byer opvarmes med den her teknologi - det kræver selvfølgelig blot, at anlæggene laves store nok, fortæller Niels Kristian Knudsen.