Publiceret: 2012.03.20. 06:00
Hvis du har set dig lun på en ny rap Fiat 500, kan det måske betale sig at vente lidt med at købe.
Hidtil har Autohuset Vestergaard stået for salget af FIAT-biler i Horsens, men fra næste måned vil du også kunne købe de italienske biler hos ATbiler på Høegh Guldbergs Gade.
Tidligere har ATbiler hovedsageligt forhandlet Toyota, men nu tilføjer de altså FIAT til sortimentet.
- Fiat passer rigtig godt ind i vores program, og det lukker nogle af de huller, vi har med Toyota. I øjeblikket har vi Toyota Aygo og Yaris, og der ligger Fiat Punto prismæssigt lige midt imellem. Derudover får vi også Fiat 500, som er en dejlig frisk bil, siger Allan Møller Rasmussen, der er filialchef for ATbiler i Horsens
Gavn for kunderne
Hos Autohuset Vestergaard forsætter man med at sælge FIAT frem til 2014, og den øgede konkurrence på mærket bliver kun en fordel for kunderne, spår man.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det er noget, der gavner kunderne, når der er to udbydere i samme område, siger Allan Junge, der er filialchef i Autohuset Vestergård på Ormhøjgårdvej.
Han kan endnu ikke afsløre, om Autohuset Vestergaard i Horsens skal forhandle et nyt mærke, når aftalen med Fiat udløber i 2014.
- Vi arbejder på mange fronter i øjeblikket, men vi vil fortsat være autoriseret Fiat-værksted efter 2014, og vi vil stadig have de uddannede teknikere, som vi har haft i mange år, siger Allan Junge.