Publiceret: 2011.12.22. 06:00
Det er fortsat uvist, hvor mange ure, to mænd slap væk med, da de i går kort før kl. 10 røvede urmager Poul Halse i Søndergade i Horsens.
- Det har vi ikke gjort op endnu. Foreløbig er vi i gang med at rydde op og feje glaskår op. Det ser ret kaotisk ud, lød det i går eftermiddag fra Peter Halse, der sammen med sin far Poul Halse og butikkens urmager befandt sig i baglokalet, da de to mænd bragede ind i butikken og gav sig til at smadre montrer med en mukkert for at få adgang til dyre mærkeure.
Peter Halse nåede sammen med sin far og urmageren at flygte gennem baglokalet og ud i baggården, da røverne slog til i butikken.
- Min far råbte: "Ud!". Jeg løb bare. Jeg skulle ikke ned til dem med mukkert og pistol, siger Peter Halse.
Målrettet
Selvom selve røveriet skete lynhurtigt og formentlig bare tog et enkelt minut, er Peter Halse chokeret over oplevelsen.
- Jeg har det ikke ret godt lige nu. Man føler sig lidt magtesløs. Jeg er meget ved siden af mig selv og fungerer ikke, som jeg skal. Man bliver både bange og vred over det, der er sket, siger han.
Betjente fra Sydøstjyllands Politi undersøgte hele formiddagen i går gerningsstedet for spor, og da de var færdige, gik personalet i gang med at feje glasskår og samle de mange ure op, der lå og flød på gulvet.
- Der var ure overalt, der skulle flyttes, og rigtig mange ure er skadet. Det er skader for mange penge, siger Peter Halse, der konstaterer, at de to mænd vidste, hvad de gik efter.
- De har stjålet ure af mærkerne Breitling, Technomarin, Baume and Merceir, Oris og Rado. Det er alle sammen dyre ure. Breitling-ure koster f.eks. over 50.000 kr., fortæller Peter Halse, der endnu ikke har sat beløb på, hvad de stjålne ure løber op i.
På trods af røveriet valgte familien Halse at åbne butikken igen kl. 13.10.
- Det hjælper jo ikke at holde lukket. Folk skal have muligheden for at handle. Vi er forpligtet til at åbne, siger Peter Halse, der sammen med sin far og urmageren nu overvejer, om de vil tage imod det tilbud om krisehjælp, som deres forsikringsselskab har stillet i udsigt.
Urmager Poul Halse har flere gange været udsat for rambuktyveri uden for butikkens åbningstid. Det er første gang, butikken oplevet væbnet røveri.