Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Film: Med mobiltelefonen i biffen


Film: Med mobiltelefonen i biffen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvis hænderne er travle under en biograftur, plejer det at være med at spise slik og popcorn eller drikke sodavand, men nu kommer en ny form for interaktiv spillefilm til landet. Man kunne også kalde det for en blanding af computerspil og film.

Princippet er, at man downloader en app til sin mobiltelefon før filmen starter og hopper på en speciel wifi-forbindelse i biografsalen. Dernæst kan man sammen med alle de andre i salen stemme på to mulige veje, som hovedpersonen kan gå, hver gang han stilles overfor et dilemma i handlingen. To muligheder popper op i en lille boks på skærmen, og den løsning, flertallet i salen vælger, bliver filmens handling. Det sker næsten 100 gange, så det gælder om at være hurtig på tasterne, for man får kun tre sekunder til at vælge, om helten for eksempel skal starte et slagsmål eller forsøge at tale sig ud af problemerne.

Matt (Joe Sowerbutts) er studerende, men har job som nattevagt i en parkeringskælder, og da en ung blondine beder ham om lån af en dyr bil i garagen, skal han tænke sig om første gang. Skal han svare "ja" eller "nej"? Siden bliver han involveret i et indbrud mod et auktionshus, hvor han får mulighed for at være chauffør på afbud, og det er fristende.

I begyndelsen skal man lige vænne sig til at reagere på mindre end tre sekunder, men derefter er det skægt at få indflydelse på handlingen. Hvor langt op skal man for eksempel byde på en auktion? Skal man tro på de listige skurkagtige kvinder eller ej?

Det er sjovt at være med til at vælge, og oppe i hjernen gætter man flittigt med på, hvad flertallet vælger. Det viste sig oftest at være de frækkeste og mest dramatiske valg til den pressevisning, jeg var til. Hellere se et slagsmål eller en biljagt end at diskutere videre, synes devicen at være.

"Late Shift" er en actionfilm på et overbevisende professionelt niveau, og eksperimentet er vellykket, selv om det næppe griber om sig, men hvem ved, hvad det kan føre med sig? Alt afhængig af hvilke valg publikum tager, kan filmen blive mellem en time og knap halvanden time lang. Vores version blev på fem kvarter.

"Late Shift"

Thriller, schweizisk/britisk, 88 minutter, afventer censur