Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Såret i Tjeneste

Jan Petersen er balkanveteran og indehaver af firmaet "Petersen Cosult." Foto: Annett Bruhn

Såret i Tjeneste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Jeg tog blandingen en tirsdag. Rottegift og afblegningsmiddel. Det skulle gøre ondt det her. Når du kombinerer de to stoffer, sprænges de indre organer. Det skulle jeg nok mærke til sidste åndedræt. Det var ikke et forsøg. Jeg skulle kraftedeme væk.

Jan sidder ved mødebordet i sit firma "Petersen Consult" i Esbjerg med et konstant intenst blik, man ikke kan undslå sig.

Den pågældende tirsdag i 1999 var Jan 25 år. Hans militærkontrakt var udløbet fire år tidligere, da han vendte tilbage som udsendt i Balkan for anden gang.

- Det var massivt, måden jeg gjorde det på. Nu ville jeg fandme ikke mere. Jeg havde sloges et kvart århundrede. Jeg var træt og ødelagt. Og ensom. Jeg kunne ikke holde smerten inde i mig længere. Jeg gad ikke at kæmpe mere. Hvad skulle jeg kæmpe for?

Spørgsmålet lyder på en gang aggressivt og fortvivlet. Selvom Jan besidder, hvad der virker som en skræmmende selvdisciplin, får man en sjælden gang imellem et smugkig ind bag panseret.

Petersen Consult
Jeg behøver ikke at lade op, for jeg kører ikke på batterier. Jeg kører på uran.
Jan Petersen
Såret i kamp
Jan Petersen kalder sig kriger og ligner en kriger. En af dem, der snildt kunne spise en til morgenmad uden at fortrække en mine. Når han siger ja eller nej, er man ikke er øjeblik i tvivl om, at han ikke er i tvivl. Men han glemmer at børste tænder, hvis han kone ikke husker ham på det.Han er på én gang stærk som en løve og skrøbelig som ind i helvede.

Han minder om et jaget, vildt dyr.

Han ved, at han ikke skal vække dæmonerne af deres dvale. Det ville have vidtrækkende konsekvenser.

Han siger, at han ikke fortryder noget. Det siger ikke så lidt, når man er Jan.

Samtidig har han en velvoksen samvittighed, når det det gælder børn og unge, han vil redde og hente hjem. Fordi han er en af dem, og fordi han kan. Fordi det er det eneste, han kan.

Fire år i helvede

- Det havde været fire år i helvede. Jeg hadede mig selv. Jeg havde mistet mit job, jeg havde gæld, jeg kunne ikke finde ud af noget som helst og havde ikke styr på en skid, så hvad var der tilbage? Mit misbrug og især alkoholen gjorde, at min lever var ved at sætte ud. Hele min værdighed var røget. Jeg var færdig.

Jan blev født i Tønder i 1973, i det han selv betegner som en klassisk arbejderfamilie. Hans mor var hjemmegående, hans far var arbejdsmand, alkoholiker og meget voldelig.

- Vi var hele tiden underlagt hans humør. Min mor slog også, men min far bankede mig seriøst - det var en ordentlig røvfuld, man fik af ham, så jeg er vokset op med det slående argument og har altid selv været voldelig. Det er jeg stadig. Nu har jeg bare mine systemer.

Jan var et vildt barn og havde det svært i skolen, hvor han tilbragte det meste af tiden uden for døren.

- Det var et enormt kaos. Jeg begyndte at ryge som tiårig, og før jeg blev konfirmeret, havde jeg et forbrug af alkohol. Vi var nogle stykker, der fandt sammen. Det gør man jo. I 8.klasse blev jeg smidt ud af skolen og kom på efterskole, men der røg jeg også ind i problemer hele tiden.

Et dobbeltliv

Jan begyndte på Business-College i Aabenaa efter 10.klasse og gennemførte til sin egen overraskelse på ren og skær trods.

- Jeg fuldendte og fik huen. Det var helt surrealistisk. Med de regler der er i dag, var jeg blevet smidt ud 50.000 gange på grund af ballade og fravær. Men jeg var sgu ligeglad dengang. Der var andet, der var vigtigere. Jeg hang jo ud sammen med dem, der var lige som mig, og mange af dem gik ikke i skole. De var nogle banditter, og det var jeg også selv. Vi lavede det, vi nu lavede. En masse kriminalitet. Det var det, jeg kendte til, og det var de mennesker, der ville mig.

- Men jeg passede skolen ved siden af. Jeg var snedig. Jeg kørte helt bevidst to liv, for jeg havde jo allerede i en meget ung alder set, at myndighederne kommer, hvis man er alt for synlig. Det havde jeg ikke brug for, så jeg tog mine forholdsregler.

Deres smerte er min

- Det er krævende at køre to parallelle liv, men den strategi havde jeg allerede lært i min meget tidlige barndom: Det, der foregik derhjemme, skulle ikke ud. Det vidste jeg godt. Det var jeg trænet i.

Jan bliver fjern i blikket.

- Jeg har oplevet alle de store tabuer i min opvækst.

Der bliver stille.

- Så jeg har en enorm selvkontrol.

Sådan en størrelse kan man i sagens natur ikke kan regne som en konstant faktor, hvorfor den kan forekomme foruroligende. Og besnærende. En kombination, der i høj grad bidrager til, at han kan fastholde de mennesker, han har med at gøre.

Gennem sit arbejde i "Petersen Consult" fanger han med sit intense nærvær de børn og unge, der er ved at blive opgivet af det etablerede system, og får dem til at tro på, at der er håb. Fordi de kan mærke, at han ser dem. Og mener det, han siger.

- Jeg rykker noget ved de unge, fordi jeg kan mærke deres smerte. Fordi den er min.

- Jeg har været bange hele mit liv. Men man lærer at navigere i det. Hvornår far var hjemme, var det altafgørende. Stemningen ændrede sig radikalt, når han kom hjem fra bodegaen. Han slog, fordi han var stiv, og jo flere tæv, jeg fik, jo vildere blev jeg. Og så slog min mor i afmagt. Men det var ingenting for mig. I syv-otte-års alderen grinede jeg af hende. Jeg havde jo prøvet det, der var værre.

Jan griner tørt

- Det var en anden tid.

Med én sætning og nøgtern accept lukker Jan det kapitel. Han taler sjældent med sin mor. Endnu mindre om sin far.

- Min far kastede sig ud foran et tog, da jeg var 19.

Ensomheden blev mit mantra

I Aabenraa tog Jans alkoholforbrug til.

- Fra jeg var 16, udviklede jeg mig virkelig til en drukmås Det var jeg sådan set allerede, men nu blev jeg regulær alkoholiker. Jeg drak hver dag, og det gjorde jeg faktisk alle årene indtil 1994.

- Torsdag, fredag og lørdag drak jeg massivt. Jeg prøvede også stoffer, men det var alkoholen, der virkede for mig. Jeg var spritstiv. Og så var det ud at slås.

- Det eneste, jeg husker fra alle de år er, at jeg havde det ad helvede til.

- Jeg har altid været meget alene. Jeg isolerede mig, fordi jeg kunne ikke finde ud af andet. Jeg kom hele tiden til at lave drama og ballade, så det var også forebyggende at være alene. Ensomheden blev mit mantra. Den har jeg altid skullet forholde mig til.

Jane elsker mig

Jan mødte Jane, der er direktør i "Petersen Consult", på lærerseminariet i Ribe i 2002, og de blev stort set kærester fra dag et. Jan og Jane. Selv Jan, der hårdnakket påstår, at han er blottet for romantik, kan godt selv høre det.

Deres forhold er absolut ikke gået efter bogen, men de er blev hinandens skæbne.

-Jeg har ingen venner. Jeg har én, jeg snakker med, og det er Jane. Alt i min personlige udvikling kan jeg takke hende for. At jeg kan være i det her samfund, er hundrede procent hendes fortjeneste.

Jan fortæller, at han i de første ti år af deres forhold nærede en dyb mistro til Jane, som han gjorde til alle mennesker.

- Jeg ventede hele tiden på, at hun ville tage røven på mig. Hvad hun ikke har været igennem. Men hun har stået igennem, og hun har givet mig de bedste år af mit liv. Jane er mit ekstraværn.

- Det er hende, der sørger for, at jeg barberer mig og får børstet tænder. Jeg ville glemme det, hvis hun ikke huskede mig på det. Det er også hende, der lægger mit tøj frem.

- Hvis hun havde givet op, sad jeg ikke her i dag, og hvis hun skrider, er jeg færdig. Jeg ville ganske stille forsvinde.

Jan fortsætter med en blanding af undren og vantro i stemmen:

- Jane - og det her er min største erkendelse - Jane, hun elsker mig virkelig.

Ti skridt foran

Ensomheden er stadig Jans følgesvend. Men i dag er den også hans styrke.

- Jeg er meget bevidst om den nu og ved, at jeg kan stole på mig selv. Før var den en flugt, jeg kæmpede med indtil, jeg blev 30 og fandt ud af, at de unge kan spejle sig i mig. Det er derfor, de lader mig hjælpe dem.

Jakob, der er en af Jans første klienter, er i dag ansat som konsulent i firmaet. Han stikker hovedet ind af døren og rækker Jan en telefon. Mens Jan taler med en kunde, fortæller Jakob, hvad det er, Jan kan:

- Det er hele hans måde. Han belærer dig ikke, og han dømmer ikke. Og så er der hans energi og power, der fanger dig med det samme. Og hans nærvær. Når han kigger på dig, kan du mærke, at han er hundrede procent til stede. Og så er han ti skridt foran hele tiden. Han ved, hvad han snakker om, og der bliver aldrig pakket noget ind. Det har man brug for, når man er i et hårdt miljø.

Militæret gav mening

Jan er kommet tilbage og sætter sig ved bordet og fortæller, at han efter handelsgymnasiet skulle aftjene sin værnepligt ved Det Slesvigske Fodregiment, og at han absolut ikke havde romantiske forestillinger om militærlivet, da han ankom til kasernen i Haderslev.

- Jeg havde været til session, mens jeg gik på gymnasiet, og da jeg ikke trak frinummer, måtte jo jeg bare tage det, som jeg havde taget alt andet. Jeg havde absolut ingen forventninger. Men det fik jeg derinde.

Jans øjne lyser.

- Jeg blev grebet af hele systemet med det samme.

- Det var først i militæret, jeg fik følelsen af at være en del af noget. Det havde jeg aldrig prøvet før. Slet ikke i min familie. Militæret var også min første arbejdsidentitet. Ind til da havde jeg grundlæggende bare overlevet det, jeg blev placeret i. Men her var der noget, jeg var god til: Jeg gav aldrig op. Ligegyldig, hvad der skete. Og man blev belønnet, når man kæmpede. Hver gang.

- At slås var også en del af det. Om torsdagen gik vi i byen og kæmpede mod de soldaterne i de andre delinger. Der var en massiv konkurrence kompagnierne imellem. Det var fedt.

- Jeg drak ikke længere i hverdagene, men om torsdagen og i weekenderne jernede man sig ned. Men jeg lærte disciplin derinde: Man stod op hver morgen og kæmpede for sig selv. Det havde jeg gjort altid, men derinde gav det mening. Og jeg blev accepteret.

Vi var så klar

Jan kom i panserværnet, og det var noget, der passede til hans temperament.

- Det var aggressivt, og man var meget ude i felten. Vi var 16 mand, og de 13 var Jan´er ligesom mig. Vi blev noget af en deling, og var kendt i hele Haderslev.

- Det var "the time of my life" - ingen tvivl om det. Det var virkelig der, jeg voksede som menneske.

Jan besluttede at gøre karriere i militæret, fordi han ville til Balkan. I 1995 blev han ansat som konstabel.

- Jeg havde købt hele konceptet. Jeg skulle bare afsted og tjene mit fædreland.

I juli ankom Jan med DanBat Hold 8 til Zagreb i Kroatien

- Jeg havde det superfedt. Ikke noget med at se tilbage - det var bare fremad. Vi var så klar.

- Kroaterne havde på det tidspunkt generobret Krajina fra serberne, og alt var kaos. Vores geværer var ikke kommet, og de første døgn boede vi på banegården. Ingen anede, hvad vi skulle dernede. Vi sad bare og ventede, og jeg fattede ikke, hvad jeg lavede. Det var vanvid.

- Efter et par dage kom der nogle busser, og vi blev kørt ind i området. Det eneste, jeg husker fra den tur, er at jeg gennem ruden så en udbrændt kampvogn og tænkte, "fuck - det er virkeligt det her?"

I døråbningen tænder Jan en cigaret og lader tankerne vandre.

Alt var kaos

- Der var sgu ikke længere nogen, der var glade for, at vi var der: Kroaterne hadede os, fordi vi havde været med til at opretholde denne her "zone of separation", så de følte, at vi havde været med til at stjæle deres land, og serberne hadede os for ikke at opretholde den. Der var bare død og ødelæggelse. Vores mandat var forsvundet, så vi havde ikke længere en mission, og det vidste lokalbefolkningen godt. Respekten for FN var forsvundet, og vi var ikke noget værd i deres øjne. Det gjorde de en kunst ud af at vise os hver dag.

Jans øjne lyner.

- Jeg mistede min sjæl dernede. Jeg kom hjem som en anden person.

Han står lidt i tavshed.

- De truede os, for de vidste, at vi ikke kunne gøre noget. Det var en leg for dem. Jeg var klar til at trække mit våben, men det måtte jeg ikke. Det var det værste. At vi ikke gik i kamp. Det var jo det, jeg var trænet til.

- Den afmagt var et helvede for mig. Hvis jeg ikke havde haft min selvkontrol, var jeg gået bersærk, men jeg brød ikke reglerne. Jeg var den gode soldat. Men krigeren inde i mig var dybt provokeret, og det blev forstærket af al den kritik, vi blev mødt med, da vi kom hjem. Det var en kæmpe mediestorm, hvor alle kastede ansvaret fra sig, og konklusionen blev, at vi var nogle lortesoldater. Det tog jeg meget personligt.

Det, han og de andre på Hold 8 oplevede de næste 40 dage, inden de blev evakueret, ville få skovlen under de fleste almindelige mennesker. Den kategori tilhører Jan imidlertid ikke. Alligevel forandrede Balkan ham for altid. Og udfordrede hans mørkeste side.

Misforstået omsorg

- Og efter alt det blev jeg sendt hjem. Til Tønder!

Han sukker.

- Jeg ved ikke, om jeg fik PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) dernede eller som følgevirkning af at komme hjem. Det var så uvirkeligt.

- Prøv at forestille dig, at du har været et halvt år i Helmand-provinsen i Afghanistan og har kæmpet mod Taliban og Al- Qaeda, og så kommer hjem til en lille by og bliver puttet ind på et veterancenter med en masse misforstået omsorg. Det har jeg fået masser af fra pædagoger i hele min opvækst. Det er det, vi dør af. Kom nu. Det vi har brug for, er at blive trænet indtil normaliteten igen. Og tilbage til vores kerne.

Jan anerkender den kritik, der har været af udsendelserne til Balkan, og mener de er en skamplet i dansk historie, men han fastholder, at det ikke er militæret, der skal stilles til regnskab:

- Militæret gjorde det, militæret var sat i verden til, med de midler, der var til rådighed.

- Det var den politiske beslutning, der var usmagelig: Veteranerne blev forbigået i tavshed efter hjemsendelsen. Mange har begået selvmord, flere lever isoleret, og sidste år var der en, der dræbte sine forældre.

Jan ryster på hovedet.

- Og så kom vi pludselig kom i fokus igen, og nogle af os fik en erstatning, fordi det er så synd for os. Men jeg er ikke et offer, og jeg skal ikke ynkes. Det jeg har brug for, er fandme, at der er nogle politikere, der står frem og siger: Ja, vi tog den beslutning. Det ville klæde dem at sige: Vi valgte at sende jer afsted, og vi vidste, hvad vi gjorde. Og vi beklager, at vi lukkede ned for den sag i 15 år. Det er så skide let at sende folk i krig, men det har store konsekvenser.

Jeg ville have hævn

De første par måneder efter sin hjemsendelse boede Jan hos sin mor.

- Min mor har fortalt mig, at jeg lå og skreg om natten. Min vrede voksede hurtigt, og jeg kom i karambolage med alt og alle. Men det værste var mareridtene. De kom med det samme.

- Alt det, man havde set...

- Det ændrede mit liv og var et kæmpeproblem for mig i mange år. Det er det stadig. Men det blev lettere i 2010, da jeg efter 14 år fik adgang til min journal og fandt ud af, at jeg havde diagnosen PTSD og derfor kunne sætte en masse tiltag i gang. Men det vil altid være en del af mit liv.

I oktober gik Nato gik ind i Jugoslavien, og det eneste, Jan tænkte på, var at komme tilbage.

- Første gang var et kæmpenederlag for mig. Det var derfor, jeg skulle afsted igen.

- Jeg vidste, at det nu ikke længere var en fredsbevarende, men en fredsskabende mission. Og at jeg havde muligheden for at være en del af det. Der var mange, der sprang fra, men jeg meldte mig i forreste række.

- De havde taget hele min verden fra mig, men nu fik jeg mulighed for oprejsning.

- Første gang tænkte jeg, at jeg ville tjene mit fædreland. Anden gang havde jeg et motiv: Jeg ville gå derfra med oprejst pande. Jeg ville have hævn.

Vi var krigere

- Jeg husker tydeligt, da vi blev indkaldt igen. Til Hold 0, som det blev kaldt. Mange havde det dårligt. Det havde alle.

- Jeg skulle være med i for-patruljen, og de mennesker, jeg blev udtaget sammen med altså...

Jan ryster på hovedet.

- En blev kaldt "Porno", en anden "Hell", og jeg blev kaldt "Pip" - som i sindssyg.

- Det var nogle hårde bananer, de sendte afsted, og det var det, der var brug for.

- På Hold 0 var vi ikke de rolige soldater, der opførte sig pænt på kasernen, men vi kunne edderbankme tage fra. Det var den måde, det kørte på. Det var vildt.

Hvor vildt, vil Jan ikke ind på. Ikke i detaljer.

Nogle har han fortrængt, andre har han lagret et mørkt sted. Men der er ikke noget at tage fejl af: Det var ikke Guds bedste børn, der blev sendt med Hold 0 til Balkan for at rydde op. Så i sagens natur blev ingen af de ti bud overholdt til punkt og prikke.

Det fællesskab og den ultimative maskuline udladning, man med en vis skamfuld nydelse og misundelse ser udspillet i amerikanske krigsfilm, kører for ens indre blik, når man ser hans.

- Det var sådan, det var. Vi var meget feudale alle sammen. Vi stod ikke med vores pæne uniformer og blå hjelme. Vi var krigere, vi lignede krigere, og vi blev respekteret som krigere. De vidste godt, at nu skulle de makke ret, for ellers tvang vi dem til det. Denne gang var der ikke et artilleri, der kunne få os ned med nakken. Hvis de ville noget, måtte de komme. Denne gang sad vi ikke i bunkerne og fik granater. Den høflige tilgang, vi havde haft som FN-soldater, var væk. Hvis de løftede geværet, skød vi.

Pornoblade og pilsnere

- Vi var en hel flok, der havde oplevet den samme følelse af nederlag. Som i en stammekultur havde vi den fælles opfattelse, at de havde taget noget fra os, som vi ville have igen. Samtidig havde vi nogle meget primitive forhold, der gjorde, at man blev mere dyrisk.

Dog med en vis moral.

- Vi rørte ikke civilbefolkningen.

Der følger en lang pause, hvor adskillige filmscener igen trænger sig på.

Jan fortæller om, hvordan de forskellige nationer servicerede deres udsendte i Jugoslavien. Amerikanerne medbragte en sammenklappelig Burger King, mens Frankrig stillede bordeller med franske prostituerede til rådighed for deres drenge.

- Danmark sendte ikke andet end pornoblade. Og pilsnere.

For Jan har det at slås altid rangeret højere end sex, og i Jugoslavien var der altid basis for et hurtigt slagsmål.

Det er umuligt at afgøre, om virkeligheden overgår fantasien, når det gælder Jan. De to størrelser kæmper indædt om herredømmet. Man forestiller sig alt. Og det er meget bevidst, fortæller han. En vis portion mystik er nødvendig, selvom der er realiteter nok at tage fat på.

Dæmonen på ryggen

- Der er ting, jeg ikke fortæller. Men jeg ønsker, at jeg en dag at stå frem og fortælle alt det, der er sket i mit liv, siger Jan og fortsætter:

- Mit kick er at slås. Og du kan tro, jeg har været i slagsmål i Jugoslavien. Hvis vi mødte nogle franske soldater, når vi havde fri, gav vi dem en røvfuld.

Ifølge Jan var der dog ikke tale om den meningsløse vold, han også har på samvittigheden.

- Det var mere en gladiatorkamp.

- At slås er en vanvittig energiudladning, og jo flere slag, du får, des stærkere bliver du. Jeg er blevet banket med baseballkøller og har rejst mig igen hver gang. Det er en enorm power, jeg har dyb respekt for.

- Men jeg er ikke bange for dæmonerne mere. Det er derfor, jeg har ham her på ryggen.

Jan hentyder til den tatovering, der fylder hele hans ryg. Gennem et nærmest terapeutisk forløb er Jan og tatovør Michael Vange i gang med at fortælle Jans historie med blæk.

- Når dæmonerne rører på sig, ved jeg, at jeg skal være superopmærksom. Jeg handler aldrig på de hurtige følelser. Min erfaring siger mig, at det er bedst at lade være.

En beslutning, man er taknemmelig for, når man ser dæmonen på ryggen.

Det virkede

 - Man kommer aldrig til at forstå Hold 0, men det var vildt. Vi var vilde. Men jeg fortryder ikke noget. Jeg er stolt af det, jeg har lavet. Ligesom jeg er stolt af det, jeg laver i dag. Jeg er stolt af det, vi gør. De mennesker, vi berører. Det er det, der betyder noget. Så kan man analysere nok så meget.

- Jeg fik min oprejsning dernede. Jeg fik lov at være soldat. Det var råt, men det virkede. Og der blev ro.

Jan tænder endnu en cigaret.

- Hold 0 var et forberedelseshold til Hold1, som man også kunne melde sig til. Men jeg var allerede så skør i hovedet, at jeg ikke fik lov at fortsætte.

- Men jeg vil til den dag, jeg dør, være taknemmelig for min militærkarriere. Det er den, der i sidste ende har reddet mig.

Man kan ikke lade være med at tænke, at PTSD, og den tilværelse, der er fulgt med, er en høj pris at betale, men Jan ser meget nøgternt og uden selvmedlidenhed på sig selv og sit liv:

- Man skal skille tingene ad. I den militærverden, jeg kommer fra, fik man rigtig mange redskaber til at håndtere sit liv.At der så gik storpolitik i det, er en anden sag. Jeg er stolt over at have tjent mit fædreland, og jeg er stolt af den medalje, jeg har fået for at være blevet såret i tjeneste.

Tak for din tjeneste

Man kunne forvente en vis form for bitterhed. Den rummer Jan ikke. Men han er vred. Hver dag.

Under sin indlæggelse på den psykiatriske afdeling i Haderslev i 1999, efter han have indtaget blandingen af rottegift og afblegningsmiddel, fik Jan diagnosen PTSD. Af journalen fremgår det også, at han "udskrives til videre terapi hos en militærpsykolog". Den indsats udeblev imidlertid, og Jan fik først kendskab til sin diagnose i 2010, fordi hans militærcoach havde opfordret ham til at køre en sag.

Samme år modtog Jan en erstatning fra militæret på 750.000 kroner.

- Jeg er skideligeglad med penge. Men jeg fik et takkebrev to måneder senere, hvor der stod " Tak for din tjeneste". Det betød alt for mig. Vi havde jo ikke hørt noget eller fået nogen form for anerkendelse. Vi kom bare hjem på kasernen, og så var det farvel og tak. Men brevet og den medalje betød, at det ikke havde været ligegyldigt.

- I militæret lærte jeg at være kampsoldat, og det også det, jeg betragter mig selv som i dag. For det er det, jeg er.

Jeg kan ikke reddes

Men at komme til Danmark igen...

Jan ryger i tavshed.

Faktisk er jeg aldrig kommet hjem derfra...

- Jeg ser alle de grimme sider af Danmark i det, jeg laver i dag, og jeg er god til at navigere i kaos. Det er det, jeg kan forholde mig til. For alle de mest grimme ting er inde i mig.

På spørgsmålet om, han henter sig selv hjem, hver gang han henter et barn eller en ung hjem. Om han hver gang han redder en ung, forsøger at redde sig selv, svarer han prompte:

- Jeg kan ikke reddes.

Efter lidt betænkningstid fortsætter han dog:

- Mit arbejde er et modspil til mine dæmoner. Så det er vel også at hente en del af mig selv hjem: Det at gøre noget godt. Meget af det, jeg gør, er jo en form for bodsgang.

- Det kan være, jeg henter en halv procent hjem, og det kan være, at jeg bliver 90 og tænker, at nu er jeg blevet hel. Jeg vil da forsøge hver dag.

Allerede lige efter aftrædelsen fra kasernen i Haderslev begyndte en periode i Jans liv, han har svært ved at huske.

- PTSD´en tog over, men det vidste jeg jo ikke dengang, og de følgende år kan jeg ikke gøre rede for. Det er et stort hul. Jeg kunne ikke finde ud af noget mere. I begyndelsen kunne jeg ikke engang gå ned og købe en liter mælk. Jeg mærkede, at der skete noget med mig, men vidste ikke hvad. Og de forpulede mareridt...og angsten...måden, jeg bevægede mig på vejene: Jeg så snigskytter overalt. Det voksede bare.

Jeg kæmper

Tirsdag den 17.8. 1999 tog Jan blandingen af rottegift og afblegningsmiddel. Alt var planlagt ned til den mindste detalje. Bortset fra den, at hans bofælle, der kun plejede at være hjemme i weekenden, kom hjem midt i det hele.

- Da jeg lå på operationsbordet, stod det klart, at det kunne gå begge veje. Og jeg var klar. Til livet og til døden. Det var fantastisk. Der var ingen angst og ingen fortrydelse - jeg var tilfreds. Det var meget roligt og godt. Det er det tætteste, jeg kan komme på en religiøs oplevelse:

- Jeg ved, at det jeg gør, er det rigtige. Det er derfor, jeg er her endnu. Det er sådan, jeg ser det, og jeg har besluttet mig for, at ligegyldigt, hvad der sker her i livet, så kæmper jeg.

Selvom Jan havde været klar til at begå selvmord, og nu var havnet et sted med hvide lagner, mad, omsorg og beroligende medicin lige inden for rækkevidde, gik der kun ti dage, før han forlod den lukkede afdeling i Haderslev.

- Jeg var den eneste, der dukkede op til morgenmaden, men klokken ti, når pille-vognen kom, så kom alle de der savlende mennesker. Jeg så jo hurtigt, hvor det bar hen, så jeg sagde nej tak. Jeg skulle hverken have medicin eller elektrochok, eller hvad de ellers fandt på. Jeg skulle bare ud derfra. Jeg er god til at afkode og sagde det, de gerne ville høre. Jeg fortalte dem, hvor dygtige, de var, og at jeg var blevet frelst. At Jesus havde kysset mig på panden. Og den købte de. Selvfølgelig gjorde de det.

Jeg glemmer det aldrig

- Selvmord var ikke længere en mulighed. Den var brændt. Det var ikke lykkedes, og så måtte jeg jo overleve det her liv og tage smerten. Det har jeg gjort siden. Den er ikke blevet mindre, men jeg gør det bedste, jeg kan med den.

I december 2001 blev Jan stik mod sin egen forventning ansat i et vikariat som lærer for nogle specialklasse-elever på Skærbæk skole. Det kom til at ændre hans liv.

- Jeg havde jo ingen forudsætninger som lærer, men skolen havde forsøgt sig med mange vikarer, og det virkede ikke en skid, fordi eleverne var nogle vildbasser. Så de var desperate. Jeg fortalte, at jeg havde brugt flere år på ingenting og om min militærbaggrund, og på en eller anden facon fik jeg jobbet.

- Første gang, jeg mødte de her drenge. Jeg glemmer det aldrig. Jeg så mig selv i dem alle sammen.

- Jeg havde ingen redskaber, men gik bare i gang. Det var en opgave, og det viste sig, at jeg var god til den. Jeg tog dem med over i gymnastiksalen og lærte dem, at de skulle finde deres indre kriger og lære at kontrollere sig selv. Jeg elskede det.

De brændte børn

I Skærbæk besluttede Jan at uddanne sig til lærer, og efter 11 år i det offentlige skolesystem er han nu blevet herre i eget hus.

- Men jeg har fuldstændig opgivet håbet om, at jeg skal komme til et sted i mit liv, hvor jeg får min frihed. Det får jeg først den dag, jeg skal herfra. Indtil da vil jeg slås for de her børn og unge. Og dermed også slås lidt for mig selv.

- Er der dage, jeg ikke har lyst til at være her mere? Dagligt! Men jeg ved, hvad det er, og hver dag gør jeg mit arbejde med livet som indsats. Det, jeg vil huskes for, er, at jeg gjorde det ordentligt.

- Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor det er okay. Men du får mig ikke til at sige, at livet har været fantastisk. For det har det fandme ikke. Mit liv har været pissehårdt, og det er det stadig. Som menneske er jeg smadret indvendig. Det er min drivkraft til  at hjælpe alle de "brændte børn". Som et modspil til ensomheden. Så de ikke skal opleve det samme som mig.