Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Der er gået hul på skyerne

23. august: En indisk landsbyboer må padle hen til sit oversvømmede hus i landsbyen Chachol i Malda-distriktet i den indiske delstat Vestbengalen. Foto: Diptendu Dutta/AFP/Scanpix

Der er gået hul på skyerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er ganske simpelt. Varmere luft kan indeholde mere regn. Af samme årsag blev Houston ramt af den mest ekstreme nedbør i USAs historie, og derfor bliver det formentlig kun vådere i fremtiden.

Nedbør: Enhver atmosfære- og klimaforsker er bekendt med Clausius-Clapeyron-ligningen.

Det er en fysisk lov, der fortæller, at varm luft kan indeholde mere vanddamp end kølig luft.

Dens rigtighed kan i Danmark aflæses ganske simpelt, nemlig ved at se på udviklingen i den årlige middelnedbør.

Siden 1874 er den årlige nedbør herhjemme steget mere end 15 pct. I samme periode er den årlige middeltemperatur steget ca. halvanden grad.

Men den kan i den grad også aflæses i nedbørsekstremerne. Hvilket er langt vigtigere. For det er her, at katastroferne indtræffer, hvilket ikke mindst københavnerne blev sig smerteligt bevidst under rekordskybruddene over byen 2. juli 2011.

De 135 mm vand, der på et par timer overmandede hovedstaden, blev et alarmopkald for borgere, politikere og eksperter og dermed katalysator for milliarddyre klimatilpasningsplaner, der ad åre skal gøre byområder herhjemme i stand til bedre at håndtere de sommerlige kæmpekaskader.

Skybruddene herhjemme blegner dog i forhold til de vandkatastrofer, man i de senere år er blevet udsat for i andre dele af verden. Katastrofer, der i flere tilfælde blev forværret af en stadigt varmere atmosfære, som følgelig kan indeholde mere fugt.

Det er storbyen Houston i det sydøstlige Texas et fremragende eksempel på.

Siden den tropiske orkan, Harvey, gik i land sidste weekend og forvandlede sig til et hvirvlende og gigantisk lavtryk, har den leveret nedbør i mængder, der er hinsides al erfaring i ikke bare Texas, men i hele USA.

Resultatet har været, at USAs fjerdestørste byområde blev bragt til praktisk taget komplet standsning, mindst 30 mennesker døde, og bygninger og infrastruktur til formentlig flere hundrede milliarder kr. blev ødelagt af vandmasser.

Tirsdag eftermiddag lokal tid havde en regnmåler i Cedar Bayou umiddelbart øst for Houston registreret ubegribelige 1.318 mm nedbør under Harveys hærgen. Det er ny nedbørs­rekord på det amerikanske fastland for et enkelt vejrsystem - og op mod det dobbelte af hele den årlige middelnedbør herhjemme.

I den forbindelse har det store og respekterede tyske Potsdam-klimaforskningscenter udsendt en meddelelse med den konklusion, at følgerne af Harvey, ikke mindst den ekstreme nedbør "med meget stor sandsynlighed blev forværret i kraft af menneskeskabt global opvarmning".

Men alt er ikke størst i USA.

I Indien fik man i 2004 en ny national regn­rekord i hus: 1.168 mm på bare 24 timer. Året efter omkom over 1.000 mennesker i og omkring den indiske megaby Mumbai, da den på 24 timer druknede i næsten en meters nedbør: 944 mm.

Og i disse uger hærges hele bæltet fra Indien over Nepal til Bangladesh af kaskader af regn fra regionens monsun, der karakteriseres som den mest nedbørsrige i ti år.

Ifølge FN er næsten 41 mio. mennesker i de tre lande direkte påvirkede af den ekstreme nedbør, der har forårsaget omfattende oversvømmelser og fatale mudderskred.

Den humanitære katastrofe har i vestlige medier stået i skyggen af Houston-oversvømmelserne. Og det på trods af, at mindst 1.200 mennesker er omkommet, og tusinder af kvadratkilometer marker med vitale afgrøder er druknet i vand.

Samtidig er Mumbai endnu en gang ramt af oversvømmelser, der karakteriseres som de værste siden tragedien i 2005. Med den konsekvens at Indiens finanshovedstad og næststørste by aktuelt er lukket ned, akkurat som Houston.

Men indebærer det, at verden i disse år bliver ramt af flere og større vejrrelaterede katastrofer end tidligere?

Ifølge FN har der været en jævn stigning i den type begivenheder siden 1985. Men anskuer man alene katastroferne fra en økonomisk vinkel, er historien en lidt anden.

Ifølge det store genforsikringsselskab Munich Re er tabene efter globale vejrkatastrofer (som procentdel af bruttonationalproduktet) generelt faldet gennem de seneste 25 år. Men den faldende pristendens skyldes først og fremmest, at de fleste lande bliver rigere og rigere, hvorfor skadesomkostningerne nu udgør en mindre andel af de enkelte landes økonomi.

Skaderne i sig selv er ikke blevet mindre.

Endvidere har man i talrige udviklingslande i dag langt mere effektive varslingssystemer for farligt vejr, ligesom man har fået bedre, om end ikke tilfredsstillende, diger og beskyttelsesrum.

Af samme årsag ser man i et i øvrigt ekstremt klimasårbart og befolkningstæt land som Bangladesh i dag ikke vejrkatastrofer i samme uhyggelige skala som tidligere. I 1970, da landet var i knæ af borgerkrig og hed Østpakistan, omkom omkring en halv mio. mennesker i oversvømmelser i klodens nok værste naturkatastrofe i den sidste halvdel af forrige århundrede.

Men hvordan vil situationen være i 2050 - eller i år 2100?

Allerede i midten af århundredet ventes kloden at bugne af omkring ti mia. mennesker, og en stor del af dem vil klumpe sig sammen i kystbyer og frugtbare deltaer, hvor cykloner kan ankomme fra et varmere og støt stigende hav, og hvor regn i endnu større mængder end i dag kan vælte ned gennem fossende floder.

Alene i USA forventer man, at risikoen for det, der i dag betegnes som en 100 års oversvømmelse, kan stige 40 gange frem mod 2050 i den typiske amerikanske kystby.

Vejen frem er tosidet: Den første og vanskeligste er at begrænse eller ligefrem sætte en stopper for menneskers påvirkning af klimaet. Den anden hedder tilpasning. Det vil sige milliarddyre investeringer i bl.a. diger og regnvandshåndtering. Samt flytning af millioner af mennesker fra lave og særligt oversvømmelsestruede arealer.

Som situationen er aktuelt, synes man utallige steder i verden at forholde sig passivt til begge dele. Det synes ikke mindst at gælde i olie- og boombyen Houston.