Vi bruger cookies!

hsfo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.hsfo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Eventyrer sigter mod toppen af verden

Rasmus Kraghs ekspedition til toppen af Mount Everest skal efter planen fuldendes i maj. Hans eventyr kan følges på www.facebook.com/viborgpaatoppen, hvor man allerede kan se billeder og videoer og læse historier fra hans tidligere ekspeditioner. Billedet er fra en træningstur til Norge i sidste måned. Privatfoto

Eventyrer sigter mod toppen af verden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

27-årig vil bestige Mount Everest alene, uden kunstig ilt og via nordsiden fra Tibet - som den første dansker.

Himalaya: 30. marts vinker den 27-årige eventyrer Rasmus Kragh farvel til sin familie i Kastrup Lufthavn.

Foran ham venter en ekstrem ekspedition mod toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest. Planen er at gøre det alene, uden kunstig ilt og via nordsiden fra Tibet.

Omkring 2500 mennesker har indtil nu besteget Mount Everest. Færre end 200 har gjort det uden kunstig ilt. Færre end 30 har gjort det alene og uden kunstig ilt. Og færre end 10 - heriblandt ingen danskere - har gjort det alene, uden kunstig ilt og fra nordsiden. Derfor vil det være en historisk præstation, når Rasmus Kragh når toppen af verden.

8848 meter. Det er målet. Et mål, der har krævet intensiv og hård træning både fysisk og psykisk.

- Jeg har trænet både min fysik og min psyke, så jeg er sikker på, at jeg kan modstå de udfordringer, bjerget vil byde mig.

- Min fysiske form er essentiel, men det er også utroligt vigtigt, at jeg på forhånd har stillet et regelsæt op for mig selv, der skal hjælpe mig, når jeg kommer til det punkt, hvor iltmangel kan påvirke min logiske dømmekraft.

- Det seneste år har jeg forberedt mig på den her ekspedition, så jeg ser utroligt meget frem til snart at stige om bord på flyet og være på vej, siger Rasmus Kragh i en pressemeddelelse.

Jeg har trænet både min fysik og min psyke, så jeg er sikker på, at jeg kan modstå de udfordringer bjerget vil byde mig.
Rasmus Kragh
Rasmus Kragh
Tidligere eliteløber på landsholdet. Har flere ultraløb på CV'et, bl.a. Hornindal Rundt i Norge.Uddannet sergent i hæren.

Uddannet i alpint friluftsliv og idræt.

Er certificeret klatreinstruktør, er freelance-guide og ejer af event-firmaet Rasmus Kragh

Gennemførte første danske solobestigning af Lobuche East (6119 m.o.h.) i Nepal.

Var første dansker til at bestige Khan Tengri (7010 m.o.h.) alene.

Har besteget verdens 6. højeste bjerg, Cho Oyu (8201 m.o.h), alene og uden kunstig ilt.

Fuld støtte fra familie og kæreste

Når Rasmus Kragh drager mod sit livs hidtil største udfordring, efterlader han sin lillebror og sin kæreste ved gaten.

- Ekspeditionen til Mount Everest er en drøm, Rasmus har haft længe, og den støtter jeg ham i. Jeg er spændt på det hele, men jeg ved, at han er velforberedt. Jeg ved, at han er en dygtig bjergbestiger, så jeg ved, at han klarer den, og at han kommer sikkert hjem igen, siger Liva Westergaard, der er kæreste med Rasmus Kragh, i en pressemeddelelse.

Der er også al grund til at tro, at det vil lykkes for Rasmus Kragh at nå toppen af Mount Everest. Sidste år besteg han nemlig Cho Oyu, som med sine 8201 meter er verdens sjettehøjeste bjerg, og Manaslu, der er verdens ottendehøjeste bjerg med en højde på 8163 meter. Begge ekspeditioner var solo og uden kunstig ilt.

Kommune støtter projektet

Ekspeditionen finder sted i samarbejde med erhvervslivet i Viborg og Viborg Kommune. I fællesskab vil de få "Viborg på Toppen", som projektet er blevet døbt.

Partnerskabets mål er klart: At sætte Viborg på verdenskortet som en progressiv kommune, der tør gå nye veje for at synliggøre sit erhvervsliv.

Henrik Hansen er erhvervsdirektør i Viborgegnens Erhvervsråd, der støtter op om projektet.

- "Viborg på Toppen" og bestigningen af Mount Everest er et spændende projekt, som vi godt kan se en god symbolik i fra erhvervslivets side, siger Henrik Hansen i en pressemeddelse og fortsætter:

- Rasmus Kragh er personifikationen af den ånd og det gåpåmod, der kendetegner et modigt og ambitiøst erhvervsliv, og derfor vil vi følge processen før, under og efter med stor interesse.