SKANDERBORG - En usædvanlig lang periode med is på Skanderborg Sø har sat sine spor på badebroerne og turbåden Dagmars anløbsbroer.
Lige nu arbejder kommunens ansatte i Vej & Park på højtryk for at redde broerne, som bliver mast sammen af den op til 45 cm tykke is på søen. Den seneste tids tøvejr i dagtimerne betyder, at isen arbejder på højtryk.
- Isen bliver trykket op på land og presser sig sammen om broerne. De to broer i Hylke Hav er allerede helt smadrede, og badebroen ved Søbadet i Skanderborg står som en flitsbue, siger arbejdsleder i Vej & Park, Carsten Petersen.
Tidligere på ugen lykkedes det for kommunens ansatte at redde den nyanlagte anløbsbro ved Skanderborghus.
- Da vi fik savet broen fri af is, gav den sig 25 cm, hvorefter den rettede sig op igen, siger Carsten Petersen.
Nye broer er dyre
Der er i alt otte broer i Skanderborg Sø og en række broer i bl.a. Mossø og Knudsø, som to arbejdsophold i øjeblikket arbejder fra morgen til aften på at redde.
Der er kun afsat penge i budgettet til en ny anløbsbro i Hylke, så Carsten Petersen ved ikke, hvor pengene til andre ødelagte broer evt. skal komme fra.
- Vi har en tommelfingerregel, der siger, at en ny bro koster omkring 100.000 kr., så det kan blive dyrt. I første omgang forsøger vi at redde de,t vi kan. Så må vi se på, hvor vi evt. finder penge til nye broer senere, siger arbejdslederen.