LUND - Sydøstjyllands Politi har anholdt endnu en mand i sagen om skuddrabet på 41-årige Chanette Sørensen.
Der er tale om en 29-årig mand fra lokalområdet.
Hvilken relation han har til Chanette Sørensen eller den 23-årige, som i forvejen er sigtet i sagen, vil Steen Edeling ikke kommentere.
Har I fundet gerningsvåbnet?
- Det vil jeg ikke udtale mig om, siger Steen Edeling, som heller ikke vil fortælle, hvilke af de to mænd, politiet formoder, har affyret skuddene samt med hvilket motiv.
Fem skudhuller
En dræbende byge på i alt fem skud blev tirsdag eftermiddag affyret mod Chanette Sørensen bopæl på Bøgehøjvej ved Lund.
Et af disse skud borede sig gennem en vindueskarm og ramte Chanette Sørensen i hovedet.
Skudhullerne kan se ud, som om skuddene er blevet affyret lidt tilfældigt. Har det været hensigten at dræbe?
- Hvad gerningsmanden har tænkt, kan kun han fortælle om, siger Steen Edeling.
Politiet venter i øjeblikket på en række erklæringer om skudhullerne fra teknisk afdeling. De kan formentlig sige, om gerningsmanden er standset op eller har skudt, mens han har bevæget sig.
Da Chanette Sørensen blev skudt, var hendes datter Sandie Z. Holm og svigersøn til stede i huset.
De har fortalt politiet, at en bil kørte forbi stedet, samtidig med der blev skudt.