HEDENSTED - Sydøstjyllands Politi leder i øjeblikket efter en 50-årig mand, der forsvandt fra sit hjem i Hedensted mandag middag.
Selv om manden forsvandt fra Hedensted, søger politiet efter ham i Brædstrup-området i øjeblikket.
- Forskellige ting siger os, at han kan være taget til Brædstrup efter sin forsvinden. Og da manden var nedtrykt og psykisk ude af balance, da han forlod sit hjem, frygter vi, at han måske har begået selvmord. Derfor har vi haft hundepatruljer ude at søge i Brædstrup-området både i går og i dag, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen ved Sydøstjyllands Politi.
Den 50-årige mand fra Hedensted beskrives som værende 190 cm høj, almindelig af bygning, med kort, gråt hår og grå-grønne øjne.
Han var iklædt sort tøj, da han forlod sit hjem.
Desuden var han kørende i en sort Ford Galaxy med reg. nr. ZP 40 833.
Har man set manden eller bilen, vil Sydøstjyllands Politi gerne høre om det på tlf. 114.